Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Georg Brandes: Goethe og Marianne v. Willemer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Goethe og Marianne von Willemer.
37
maa Y>a\de hende den største Digterinde, Tyskland og Østerrig nogen
Sinde har frembragt.
Hver Aften læste Goethe i Regelen højt af sine Digte, eller
hun sang hans Sange, som de i hin Tid var satte i Musik:
„Kemist du das Land" og „Der Gott und die Bajadere". Hun
sang det sidste Digt efter Goethes Udsagn „saa inderligt og skønt
som kun tænkeligt/ men Goethe holdt alligevel ikke af at høre
det fra hendes Læber; han mente, som han sagde til Sulpiz
Boissérée, at denne Historie om en Danserinde, der vel gennem
Kærlighed, men paa smertelig Maade bliver løftet til en renere
Tilværelse, maatte angribe hende for stærkt og minde hende om
hendes egen Lod — en Ytring, der røber, at Mariannes
Ungdomsliv ved Teatret efter den almindelige Opfattelse da har været
udsat for Farer.
Medens Goethe en Aften læste en Række ny
Kærlighedsdigte højt, og Willemer faldt i Søvn derved, lagde den unge Frue,
som lyttede til, et gult, turbanlignende Skærf om sit Hoved.
Saaledes gik hun da ind i Rollen som Hatems østerlandske Veninde.
Og nu følger en Sværm af halvt moderne, halvt orientalske Digte
af højeste Rang fra ham til hende og fra hende til ham. Allerede
paa Aarets længste Dag havde han til hende rettet det Digt, der
begynder „Susses Kind, die Perlenreihen", som først blev trykt
efter hans Død i Aaret 1837. Det Had til Korset, som det er
Vidnesbyrd om, bragte ham til at udsætte dets Trykning. Hun
har baaret et Krucifiks i Perlebaandet om sin Hals, og som
Muhamedaner forarges han lidenskabeligt derover:
Diese ganz moderne Narrheit
Magst du mir nach Schiras bringen!
Soli ich wol, in seiner Starrheit.
Hölzchen quer auf Hölzchen singen?
Han sammenligner hende med Kong Salomos mange
Hustruer, der forsøgte at omvende ham hver til sin Afgud:
Isis’ Horn. Anubis’ Rachen
Boten sie dem Judenstolze —
Mir willst du zurn Gotte machen
Solch ein Jammerbild am Holze!
Og han slutter med den Erklæring, at han ikke vil vise sig
stridigere end Salomo. Selv den meksikanske Afgud Vitzliputzli
vilde blive ham en Talisman, hvis den bares ved hendes Hjerte.
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
