Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Georg Brandes: Goethe og Marianne v. Willemer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
Goethe og Marianne von Willemer.
Det første Digt, Goethe nu retter til Marianne, er det, som
begynder: „Ikke Lejlighed gør Tyve, den er selv den største
Tyv", og som slutter med den Vending, at han skimter
Forbarmelse i hendes tindrende Blik, og i hendes Arme glæder sig
ved fornyet Ungdoms Lykke.
Han har i dette Digt kaldt sig forarmet. Hun svarer med
Digtet ^Hochbeglückt in deiner Liebe* , i hvilket det hedder:
„Spøg ikke saadan! Tal dog ikke om Fattigdom. Gør ikke
Kærligheden os rige! Holder jeg dig i mine Arme, saa er ingens Lykke
større end min".
Det Digt, der indeholder Suleikas Spørgsmaal og Hatems
Svar med Hensyn til Ringen, der var en Gave fra ham, men i
Drømme fra hendes Finger gled ned i Eufrat, er det næste, som
Goethe frembringer under Opholdet hos Marianne, og drejer sig
efter al Sandsynlighed om et virkelig af hende stillet Spørgsmaal.
Digtet slutter nemlig med Strofen;
Also träumt1 ich. Morgenröthe
Blitzt ins Auge durch don Bau in.
Sag’ Poete, sag’ Prophete!
Was bedeutet dieser Trauin ?
i hvilken sag9 Prophete øjensynligt er indskudt for sage Goethe.
Svaret minder Suleika om, hvorledes Dogen i Venedig formælede
sig med Havet, og slutter med Forsikringen om, at Suleika har
formælet Hatem med sin Flod, sin Terrasse, sin Lund, og at her
skal hans Aand indtil det sidste Kys være helliget hende.
Samme Dag som Goethe efter at have forladt Mariannes
Hjem ankom til Heidelberg, digtede han til hende det skønne,
rimfri, dithyrambiske Digt, „Die schön umschriebenen" osv. Hun
tilgiver, siger han her, at han roser sig af hendes Kærlighed og
af den Lykke, han skylder hende, thi denne Selvros er kun for
Misundelsen en Stank, for Vennerne Vellugt. Hun overvælder
ham med Lykke, naar hun tilkaster ham sin Lidenskab som en
Bold, for at han kan fange den og kaste hende sit Jeg tilbage.
Her sender han hende digteriske Perler, som hendes Lidenskabs
vældige Brænding kastede i Land til ham, der slod paa Livets
øde Strand. Hun smykke med dem sin Hals, sin Barm!
Faa Dage derefter, under Goethes Ophold i Heidelberg,
hvor Marianne og Willemer skulde træffe sammen med ham,
digtede hun den dejlige Længselssang: Was bedeutet die BewegungV
som Goethe med et Par smaa, ubetydelige og til Dels endda ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
