Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Georg Brandes: Goethe og Marianne v. Willemer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39 Goethe og Marianne von Willemer.
heldige Tekstforandringer har optaget i sit Diwan: Hvad betyder
Bevægelsen i Luften? Bringer Østenvinden mig et glad Budskab?
Dens Vingers friske Bevægelse køler Hjertets dybe Saar. Kælende
leger den med Støvet, hvirvler det op i lette Skyer osv., men mig
hilser dens sagte Hvisken lifligt fra Vennen; endnu før disse Høje
formørkes, sidder jeg stille ved hans Fødder. — Østenvinden
drage da videre, tjene glade og sørgmodige Mennesker; hist, hvor
høje Mure gløde, finder hun den megetelskede:
Ach, die wahre Herzenskunde,
Liebeshauch, erfrischtes Leben
Wird mir nur aus seinem Munde,
Kann mir nur sein Athem geben.
Goethes Ændringer er saare faa. Han har indført
Forbedringen: „Bringt der Ost mir frohe Kunde?" istedenfor „Bringt
der Ostwind", i øvrigt to Rettelser, som kun forringer: Diene
Freunden und Betrübten i Steden for Frohen og denne Omskrivning
af en Strofe:
Marianne:
Und mich soll sein leises Flüstern
Von dem Freunde lieblich grüssen;
Eh" noch di ese Hügel düstern,
Sitz ich still zu seinen Fussen.
Goethe:
Und mir bringt sein leises Flüstern
Von dem Freunde tausend Grusse;
Eh noch diese Hügel düstern,
Grüssen mich wohl tausend Küsse.
Mariannes Rim er her bedre, ligesom Billedet, hun
udmaler, er smukkere. Sangen som Helhed er et uforgængeligt
Mesterværk.
Næste Morgen og Aften skrev Goethe i Heidelberg til
Marianne to af sine ypperste Digte. Det første er det med ædel
Simpelhed om et enkelt Billede formede Kastaniedigt. De
indledende Strofer skildrer Kastanietræets løvrige Grene med de
piggede grønne Frugter, der vugges paa de gyngende Grene. De
sidste udfører, hvorledes den brune Kerne modnes i Skallen, til
den brister:
Doch immer reift von innen
Und schwillt der braune Kern.
Er möchte Luft gewinnen
Und säli die Sonne gern.
Die Schale platzt, und nieder
Macht er sicli freudig los;
So fallen meine Lieder
Gehäuft in deinen Schoos.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
