Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Historisk Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
Historisk Kunst. 72
Af en anden Art end Hr. Larsens er Woldemars historiske
Kunst. Han er ingen omstrejfende Raritetssamler; men det synes
som om Leonora Christinas eller Holbergs Gammeldansk en Gang
for alle har fortryllet hans Sprogøre, og Troels Lunds og andre
danske Historikeres Arbejder over det 16de og 17de Aarhundrede
har fanget og runebundet hans Fantasi. Han er en Kender, hvis
Gane kan goutere Smagen af et Ord, der bærer Aarsmærket 1670,
og hvis Indbildning straks sættes i Rørelse ved Duften af et
„moksen«, et „Lider I vel, Jomfru?" eller en Stump Gefreidertysk.
Efter en lidt smaatskaaren Fremgangsmaade gaar han og laver
Mosaik af tidsfarvede Ord og bygger Kulturbilleder af sin
Ynd-lingstid op ved at sammenføje Notitser fra „Historisk Tidsskrift«
eller fra Datidens Memoirer. Han overrasker og underholder vor
Fantasi ved det fremmedartede og pittoreske i Sprogtonen og de
skildrede Sæder; men straks ved det Sprog, han giver sine
Personer at tale, rykker han dem os saaledes paa Afstand, at vi
næppe genkender dem som Kød af vort Kød, og helt igennem er
Vægten lagt paa at fjerne Tiden fra vor, lægge Farverne saa grelt
paa som muligt, fremstille Naiveteten, Overtroen, Raaheden og
Plumpheden i saa besynderligt og stødende Lys som muligt. Det
er ogsaa i Virkeligheden med Modsætningens Energi, Forf. har
forelsket sig i sin Tid; han er aabenbart en moderne, aandsfri og
human Mand, som ikke kan faa Fred for det triste og oprørende
Billede, der har sat sig fast i ham, af hine Tider, da Dumhed og
Raahed — i endnu langt vildere Former end nu til Dags —
gjorde Menneskene pøbelagtige og hjerteløse. Det er Hadets
Skarpsyn, der stedse — og nu sidst i det lille Skuespil
„Varulven * — trækker Linierne op i Tidsbilledet, og den
kunstneriske Selvbeherskelse, der vogter sig for selv at fortrække en Mine
eller røbe en Sindsbevægelse, borer Indtrykket ind i os, pinligt og
oprørende. En Tyngsel fra al Historiens øvede Uret og Vold
lægger sig over os fra det lille Skuespil, og de indeklemte Følelser
overfor Stoffet giver Indtrykket en særlig Brod.
Ved en helt anden Art Ild end i Woldemars Kunst er
Stoffet blevet smeltet og formet i den mysteriøse „Roman om
Første Konsuln", der er udkommen her i København, men
paa Svensk og uigennemtrængelig anonymt. Det er Forelskelsens
og Beundringens Kunst, om noget er det. „Alors tout marchait
au son des trompettes rictorieuses, alors tout était gloire et honr
mur, alors on parlait une autre languea staar som Motto paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
