Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Will. Behrend og Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
Opera-Sæsonens første Halvdel.
Den 16. i denne Maaned — Sæsonens femte — naaede det kgl.
Teater endelig at faa en større Operanyhed frem, idet Verdis sidste
Værk Falstaff opførtes. Der havde paa Forhaand været talt meget og længe
om denne Begivenhed, saa længe, at man næsten frygtede, at det atter skulde
blive ved Talen. Der havde været holdt et saadant Utal af Prøver, at
man begyndte at tænke: Nu gaar det nok som sædvanlig: der prøves
saa længe, al man bliver led og ked af det hele og lægger Operaen til
Side igen. Det var derfor helt Løjerligt en skønne Dag at se annonceret,
at i den kommende Uge skulde „ Falstaff" op, og da Dagen oprandt og
Gadeplakaterne virkelig lød paa det berømte Navn og ikke paa „Elverhøj"
eller ,Recensenten og Dyret" ell. lign. altid parate Varer, saa fyldtes
man i første Øjeblik af en vis Beundring for Teatrets Energi, og man
greb sig i den Tanke: det er sandelig gaaet i en Fart; forunderligt, at
»Falstaff* virkelig bliver til noget. Det blev som sagt til noget — i
Dagens Løb kom ingen „rød Plakat" — men Beundringen svandt,
efterhaanden som man kom sig af den første Overraskelse og mindedes,
hvor usigelig lidt den hidtil forløbne Del af Opera-Sæsonen havde budt,
hvor sjældent man lokkedes til at tage sin Plads i Teatret, og hvor
saare utilfredsstillende et Indtryk man bevarede fra disse enkelte Aftener.
Saa utroligt det end lyder, maa man nemlig erkende, at den ny
Teaterstyrelse ikke har gjort noget som helst Forsøg paa at bedre den
Opera-Misére, som vi led under i den afdøde Teaterchefs sidste Aaringer.
Kammerherre F all es en kunde trøstig opstaa af sin Grav. Med et
triumferende Smil vilde han kunne pege paa denne første Sæson efter
hans Bortgang og sige til alle os, der har rejst Klage mod hans
Styrelse: „Der ser De, mine Herrer, ikke et Gran Forbedring, fordi De er
bleven af med mig. Vil De ikke indrømme mig, at det tegner til snarere
at blive værre? Den forløbne Del af Sæsonen tyder derpaa, og det er
aldeles ikke til at undre sig over. Jeg havde dog en Slags Kærlighed
til Operaen — lad være, at den ikke støttede sig til nogen dybere
Kendskab til og Forstaaelse af denne Kunstart (man tør vel gaa ud fra,
at de døde er ærlige og selverkendende) — indrømmet ogsaa, at den
ikke dikteredes ene af „kunstneriske Hensyn" — men Interesse for
Operaen kan De i alt Fald ikke nægte mig, snarere kunde De sige, jeg til Tider
havde f o r megen Interesse for den. Men se, hvorledes De nu sidder i det.
De har det samme — med ganske faa Undtagelser — maadelige Personale,
den samme Kapelmester, hvis begrænsede Arbejdslyst og Mangel paa
Initiativ og Evner til at fylde den Post, han indtager, ingen kender bedre
end jeg (forudsat stadig, at Kammerherrens Aand vilde være ganske
Tilskueren. 1 «6- 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
