Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Will. Behrend og Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
Teatrene.
Kunst, en pragtfuld Stemme og ikke mindst en stor Autoritet, med Frk.
Boserup, en flink, lidt borgerlig Sangerinde med en solid, i Højden
noget skarp Stemme, der synes uddannet i Fru Kellers Lignelse, en
Façon, der desværre alt for meget præger de unge Damers Sang, som i
de sidste Tider har udgjort Teatrets Tilgang. Endelig med Hr.
Lieb-mann som Pap agen o, der spillede paa en højst ubehagelig,
paa-gaaende og selvtilfreds Maade, og som næsten ikke har Spor af Stemme
— og Hr. Nor dal Brun, der ikke rigtig har fundet sig til Rette i
Mozarts Musik. Er der saaledes ikke meget at rose ved Opførelsen af
„Tryllefløjten", og har Teatret end begaaet grove Forsyndelser ved
Besættelsen af Rollerne, saa er det dog en Glæde, selve dette, at en af
Mozarts Operaer nu kan høres i det kgl. Teater, og man maa haabe, at
den vil møde saa megen Interesse hos Publikum, at den kan holde sig
paa Repertoiret.
» ♦ *
Sæsonens første egentlige Nyhed: Falstaff er i dette Øjeblik for
frisk til, at det kan siges, om Teatret vil faa Glæde af den. Desværre
er der meget, der tyder paa, at de mange Prøver og de brave Kunstneres
aarelange Slid vil vise sig ikke at sætte nogen rigtig Frugt. Ved
Første-Opførelsen mødte Folk aabenbart med de bedste Hensigter, beredt til at
more sig, parat til at anerkende. Verdis Navn stod jo paa Plakaten.
Operaen havde gaaet Europa rundt, der var da intet at ængste sig for.
Man risikerede intet ved sit Bifald. Dette faldt ogsaa jævnt, om end
ikke med synderlig stærkt Udbrud i Begyndelsen af Aftenen, men alt som
den skred, mindskedes Bifaldet og Latteren lød kun sjældent. Ved Tæppets
Fald efter den sidste, svageste Akt klappede man uden Begejstring,
men høfligt og uden Mislyd. — Teatret kunde endda have været tilfreds
med denne Sukces, hvis Dagbladene ikke var komne næste Dag og
havde givet Publikums Reservation Ret. Nogle rosende Anmeldelser
kunde maaske have hjulpet. Nu faldt næsten alle fra, selv Verdis solide
Støtter fra gamle Dage — og Fremtiden staar usikker for „Falstaff".
Desværre, man maa indrømme det: Verdis sidste Opera er ikke
morsom — og det er det — og det alene, den tilstræber at være.
Den gamle Mester har villet gøre et nyt Forsøg, hans Alderdom har jo
som bekendt været helliget Forsøgene. Han kalder sin Opera „comedia
lirica". Hvis han dermed har ment at skabe en ny Genre, saa er det
ikke lykkedes ham, hvis det har været hans Hensigt at forene det
komiske med det lyriske i sin Musik, da er hans Evner blevne en Del bag
hans Intentioner. Det lyriske er saare underordnet i „Falstaff" og det
savnes just saa meget mere; og det komiske virker, som alt nævnt, ikke
morsomt, ikke frejdigt, lystigt, bredt gemytligt eller hvad man vil, men
spinkelt, anstrengt, ofte forceret. Øjensynlig er Verdi i denne Opera
paavirket to Steder fra, dels fra Wagner i „Meistersänger", dels fra den
franske Opera-comique. Men lige saa lidt, som han har magtet at
torene disse to Modsætninger — i Sandhed ogsaa en næsten uløselig
Opgave — lige saa lidt har han kunnet naa noget af sine Forbilleder.
Ja man fristes til at sige: blot en Scene i Wagners dejlige, melodirige,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
