Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Januar - Will. Behrend og Vilh. Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
89
Forskel i digterisk eller kunstnerisk Evne. Robinson Cruso’s Forfalter er
vistnok lige saa meget Digter som „Henning Tondorfs", og Carit Etlar
har utvivlsomt slørre kunstnerisk Talent end de begge tilsammen. Men
der er noget tiltalende i at have at gøre med en Skribent, hvis
Hjerne-og Følelsesliv, saaledes som det røber sig i hans Skrifter, er noget
finere udviklet end Pers og Pouls. Han ser lidt dybere i Tingene,
bruger en sartere moralsk Gradestok, bliver kort sagt interessantere.
Man kunde blot ønske, at Hr. R. (og hans jævnlige) vilde, af et vist
Adelskab, føie sig forpligtede til ogsaa paa et enkelt Punkt at tænke
igennem og forlade en naiv Indbildning eller en skadelig Fraseologi.
Stykkets Indhold var dette: En sværmerisk anlagt Mand vegeterer i et
Ægteskab med en brav, trofast, men ganske usværmerisk Hustru. Saa
træffer han en ung Kunstner-Datter, der kommer til ham som udenlands
fra; og inden han véd af det, er han uigenkaldeligt betagen af hendes
Selvtænkning, hendes Mod, hendes Virketrang, hendes kloge
Ansvarsfølelse. Hun repræsenterer, hvad man kunde kalde den fri Forsknings
klare, handledygtige Romantik, i Modsætning til en epikuræisk og
virke-lighedsfjendsk Romanticisme. (Thi det er jo kun den offentlige Diskussions
Vildbasser, der overser, at enhver Aandsretning har hafi sin Romantik,
Oplysningstiden saa godt som den saakaldte romantiske Tid, og
Naturalismen saa godt som Symbolismen). Det trækker altsaa sammen til en
ægteskabelig Katastrofe. Ind i dens strengt private Atmosfære stikker
saa først en galdesyg Adjunktfamilie og derpaa en hoven Præst deres
alt andet end propre Næser og Fingre; og de volder Fortræd paa
Fortræd. Hr. Rosenberg klapser dem som Satyrikus baade over Næserne og
Fingrene. Men alt imedens forvandler han, med Vilje eller af Vanvare,
denne Pastor Steil og denne Adjunkt Rømer med samt hans torskeøjede
Kone til Repræsentanter for — Danmark, det danske Samfund! Da
Ægtemanden til sidst gav Præsten og Adjunkten Fanden og gik aabenlyst
imod dem, forstodes det af mange, som om han „satte sig op imod
Samfundet"! Hvad er det dog for en besynderlig Forveksling?
Samfundets Vilje, Samfunds-Bevidstheden har vi da vel i de Principer, som
dels er udtalte i og dels antydede gennem det hele Indbegreb af Love.
Hr. Rosenbergs Præst krænker faktisk, og hans Adjunktfamilie krænker
moralsk disse Principer (StrafTelovens §§ 198 og 220), hvorimod lians
Ægtemand ikke gør det. Hvor i Alverden kommer saa Hr. Rosenberg
til at fremstille de først nævnte som Samfunds-Repræsentanter og den
sidst nævnte (og sig selv, siden Ægtemanden har hans Sympati!) som
Samfundsfjende ? Men dette løjerlige qui-pro-quo møder man i Stykke
paa Stykke og i Bog paa Bog nu til Dags. Hver Gang en Skribent
giver sig i Lag med et Partis, en Retnings, et socialt Lags, en Klikes
(meget ofte samfunds-stridige) Væsen og Meninger, saa gebærder lian sig,
som om nu er han i Kast med „Samfundet". Man skulde næsten tro,
at meget af denne Forvirring er forskyldt ved — en uheldig- Oversættelse
af et Fremmedord. Da vi i 70’erne begyndte at faa Stykker her hjemme,
som svarede til Franskmændenes „comédies de moeurs*, vidste vi i
Skyndingen ingen bedre Fordanskning end „Samfunds-Satire44,
„Samfunds-Komedie". Derved kom den Tro op paa Bjærget, at en „comédie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
