Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: Den brudte Ring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
Den brudte Ring.
de hvæsende Jærndampere med det røde Baal ved Skorstenen,
Vognene, der rumlede tungt over Gaden, det prustende Godstog,
det var Arbejdets stærke Røst, Larm af Liv; bagved mærkedes
alle de virksomme og brydende Hjerner, som sled og stred og
satte Gang i disse tunge Kræfter, bevægede alt dette Stof,
forvandlede det til Guld og Papir af Gulds Værdi og atter skabte
Pengene om til de mange hyggede Hjem, hvor nu Lamperne
tændtes og Husherren var i Vente. Det var netop det. Arbejdet
i og for sig var trælsomt i Længden; men det fik Værd, naar
det blev gjort for Hus og Arne. Man byggede en Vold; bag den
kunde man leve sit eget Liv i Fred. hvile, nyde og vokse. Naar
man kom hjem og trak Gardinerne for, var man som ved
Trolddom flyttet udenfor Verden; dens Larm lød da kun som et Havs
Brusen, det er rart at høre paa den trygge Strand, hvor man har
sit paa det tørre. Saa stryger man Arbejdssmudset af sig, jager
Tallene ud af Hjernen, aander en finere Luft, behøver ikke stadig
at være paa Vagt og anspændt i Kapløbet* om Pengene og tør
lade sin Tanke gaa paa Sommereventyr.
Naa, det var virkelig ogsaa ganske kønt at se Byen saadan
i Mørkningen, naar Lygterne blev tændte. Netop nu, inden Dagen
helt svandt, og Lysene blev gule, stod de saa ligefrem aandeagtig
spæde mod den graa Dis, det var Luer uden Legeme, med noget
helligt ved sig, det var som skære Alterflammer, der selv i denne
døde Aften bar Jordens Fryd og Tak over Livet op mod Himlen.
Men Hjemmet var dog det bedste, naar bløde Hænder
puslede og hægede om en og fyldte Stuen med Hygge og Fred og
Stilhed. Saa kunde man sidde uforstyrret og Tingene gik som et
Urværk efter ens Vilje. Med det i Vente kunde man sagtens døje
et og andet udenfor; man var jo som i et Harnisk, usaarbar,
afspærret for alle andre; de gled forbi, kom ham ikke ved; han
havde haft sin Strid med dem i Dag; nu havde han Vaabenstilstand
til i Morgen. Saadan tænkte han, — de andre vel ogsaa; det
forekom ham som deres Øjne saa langt hen over Folks Hoveder, ind
bag den Dør, der lukkede for deres Hjem.
Han trak Nøgleknippet frem i Porten og ringlede med det
op ad Trappen. Det var en sød Musik, Indgangshymnen til
Helligdommen; Nøglen havde ogsaa noget ærværdigt ved sig; den
var Tryllestaven, som aabnede Vejen til det Rige, hvor han var
Selvhersker. Han kunde ogsaa godt lide at høre den gaa ind i
Laasen: luk op Sesam! og saa: lyst ifor og mørkt ibag til i Morgen! —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
