Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: Den brudte Ring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
Den brudte Ring.
heden dobbelt tyngende. Hvis hun var staaet frem ved Lønningen
og havde kaldt ham ved Navn, — han vilde have sagt hende
Levvel uden Vrede. Hvorfor var hun ikke kommen til ham aabent
og havde sagt ham alt? Men hun havde vel aldrig haft fuld
Fortrolighed til ham: han var bare en ældre Ven for hende sagtens.
Han gik atter ind mod Byen, Himlen laa rød og tung over
Husene, men i Gaderne var der næsten mørkt, nu da Butikerne
var lukkede. En Gang imellem strøg en Cykel lydløst forbi med
en tyndbenet Yngling, der krummede Ryggen, saa Næsen omtrent
rørte Styret. Han ærgrede sig over dem: Komedianter
allesammen; en lovende Ungdom! Enten agerer de udlevede franske
Lapse eller engelske Beridere med Huen og den runde Ryg! Han
kom forbi Kældere, hvor der blev skraalet Viser; naar Døren gik
op, saa han Tobaksrøgen hænge tyk dernede, og der slog en
Stank mod ham som af en Drankers Hals. Han gøs og skyndte
sig videre. Han mærkede Trætheden i sine Knæ, hans Fødder
var vaade og gled i Gadens slibrige Smuds. Han maatte støtte
sig til en Mur og hvile lidt. Oven over ham stod et Vindue
aabent, der var oplyst, han hørte mange Stemmer tale muntert
derinde. Saa blev der stille, og en Kvinderøst sang. Han kunde
ikke høre Ordene, men han kendte dem efter Melodien:
O, wert thou in the cauld blast,
on yonder lea, on yonder lea;
my plaidie to the angry airt,
Pd shelter thee, Fd shelter thee. —
Han havde hørt den Vise tit i gamle Dage i Skotland, og den
blev ved at synge i hans Øre, mens han gik videre. Og den fik
hans Hjerte til at svulme og bragte Taarer i hans Øjne. Ja, kom
hun nu til ham i den kolde Blæst, han vilde værne hende og
give hende Ly. Der skulde ikke siges et ondt Ord; han vilde tage
hende ind til sig mild og glad og taknemlig. Han elskede hende
dog, saa højt, som han ingen Sinde havde vidst, saa højt, at han
kunde tilgive alt, saa inderligt, at han kunde miste hende og ønske
Lykkens Krone over hendes Hoved. Her i Natten var det, som
en klar Morgenhimmel dagedes i hans Sjæl, i den smudsige Gade
mærkede han, der gik en ny Luftning gennem hans Hjerte. Han
vilde ofre sig for hende, af egen Drift, gøre hende Overgangen let;
hun maatte dog skrive til ham, han vilde tage Brøden ud
af hendes Sind, rense hende overfor hendes egne Tanker, han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
