Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: Den brudte Ring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121 Den brudte Ring.
det var galt af ham. I den mørke Sjæl var der en Dør, han
skyndte sig forbi og lod som ingenting, men han hørte, hvor det
kradsede og puslede bagved den. Hvorfor var han saa lad. at
han ikke lukkede op? Hvorfor havde han ikke sat sig mod det
onde, før det var for sent! Hvor maatte hun ikke have arbejdet
inde i sin Hjerne og dulgt og døjet, inden hun vovede sig saa
vidt. For hun var brav af Hjertet, det var han vis paa.
Han var kommen ned til Havnen. Nu var Støjen død bort;
men Vinden begyndte at faa Mæle i Skibenes Rigning; eller den
blev mere hørlig. Vandet slog sukkende ind under Bolværket,
over de sorte Strømbølger flimrede lange, urolige Lysstriber, og
fra Dampskibene stirrede Vinduernes gule Øjne store og stille.
Kun etsteds larmede det endnu. Der laa et Udvandrerskib rede
til at gaa til Søs. Dampspillet pustede og puffede for at benytte
de sidste Minuter; den røde Lanterne sendte sit Blodlys ind mod
Kajen, og hist og her strimede Lyset skarpt hen over Dækket.
Ellers laa det i Mørke; Menneskene, der trængte sig sammen
deroppe, stod helt sorte, kun Ansigterne kendtes blege, som var det
Genfærd, der skulde fare. Han stillede sig mellem den lille Klynge
Folk paa Broen, Slægt og Venner, som fulgte de rejsende til
Skibet. Der veksledes Afskedsord mellem dem i Land og dem
om Bord. En Mandsrøst raabte stærkt derudefra: Farvel
Ingeborg! og en lille Piges klingre Stemme svarede: Farvel Far! Og
atter: Farvel Ingeborg! — Skilsmissens Smerte bævede gennem
Skriget, næsten som i Angst: vilde han nogen Sinde gense sit Barn?
1 det samme saa Bugge i Skæret ved Kahytskappen et Ansigt,
han skulde kende. Det var blot et Glimt; Manden gik ned i
Kahytten; men hvis det ikke var Junge —? Hvad var rimeligere,
end at de tog bort med dette Skib, og at Junge havde faaet Øje
paa ham og nu listede ned? Skulde han springe om Bord efter
dem? Hvad Nytte var det til? Og dog kunde de maaske bringes
til Besindelse. Men Klokken havde ringet for sidste Gang, nu
brølede Dampfløjten, og Skruen slog tunge Slag i Vandet. De
sidste Hilsener skreges gennem Larmen, og højt over alle lød:
Farvel Ingeborg! Farvel min lille Pige! Saa vældede den sorte
Røg op i Mørket, og Skibet gik. Han var lige ved at raabe: Farvel
Astrid! og han stirrede gennem Natten, om han ikke skulde kunne
se hende vinke til ham med en sidste venlig Tanke. Men nu blev
det sorte Skrog utydeligt, Lysene om Bord glimtede en Stund, saa
blev Skibet borte i Taagen. Han vendte sig om og følte Ensom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
