Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vald. Vedel: Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lyrik.
133
er dog ikke frit, — at han til Trods for Ravagen — kan ligne
den gamle lidt". Nu elsker jeg det smaa, da jeg ikke længer kan
række efler det store: „Den store Verden bli’r lille, — den lille bliver
saa stor". Jeg har min Glæde af Naturen — føler mig mest
beslægtet med September —; jeg sidder med mine Bøger i min
Stue, der er som fredlyst af „Efterskæret af gode Timers Ro"?
og min Rede er lun af kære Hænders Omsorg. 1 det stille er her
modnet en dyb, religiøs Livsfølelse. Den løfter sig i enkelte Digte
til næsten storslaaet Syn over Menneskelivets Kaar, men nynner
ellers gerne paa en nøjsom Tak for Livets Gave og ønsker sig
villig Gentagelsen af Hverdagens „Ring af blanke Dage", der rinder
med Tilfredsheds gyldne Klang og „stadig vender i sig selv tilbage".
Og dette min Sjæls Indhold, afklaret og afgæret fra mine
Dages Erfaring, — saaledes synger Stemmen videre — det gyder
jeg i min Kunsts klare og slebne Former. Saaledes nyder jeg
Livet bedst og bryder Brodden af dets Bitterhed. Jeg ved, at
Sangen ikke strømmer rigt fra mine Læber, og at den kun er af
den sene Høstsols sidste, blege Kuld; jeg ved ogsaa, at der ingen
Trolddom bor i mine Digte; men maaske er der dog en
Andagts-stilhed i dem, „en Lyd af Nattetimers Vingeslag", en Hvile for
Læseren i en flygtig Stund, „til Arbejdsklokkens klare Stemme
kalder".
Hvem vilde ikke fra den larmende Arbejdsdag for en Stund
ty ind i et saadant Kunstens Fristed, hvor Ordene bliver dæmpet
Melodi, og hvor der fredes om milde og fine Glæder?
Derfor skulde man ogsaa læse Johannes Jørgensens ny
Digtsamling „Bekendelse". Han har „bekendt" endnu en Gang
— bekendt omDeltheden mellem „Kødet" og „Sjælen", mellem de
bryndesyge Violiner, der lokker henne fra Gadens Dansemusik med
Graad af „vege, elskovssyge Strenge" — og Maanen, der pløjer
Evighedens Vove oppe i Ro og Renhed. Foraarskvælden er lys
og lun, det dufter af Løv, og unge Kvinder vandrer forbi — Mit
Hjerte, lad fare! Mit Hjerte, lad fare! Gaderne ligger, smalle og
skidne, i St. Hans Natten, og Hjertet er tungt af lyse Nætters
Minde, den samme Nat rander jo nu „mit Hjemlands Marker
med de hvide Veje", og Sommerens Sølv rinder ud i Draaber
mellem Hænderne paa mig.
Der er Digte i Forf.’s gamle Smag, med grelt paasatte Farver
og Billeder, der kvæler hinanden. Langs Aftenhimlen ligger en
Flig af falmet Lys, den minder om den elskedes Læbe, denne er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
