Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vald. Vedel: Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 Lyrik.
at tage Morfin. „Nu eller aldrig" skal „Aasum Avis" knuses og
Borgmesteren ærgres og drilles, skal der kysses i „Strandfryds"
Have og sværmes i Maaneskinsnatten om rose-rosée-rossignol!
Udførelsen er temmelig løs og ubetydelig. Hvilket
episkheroisk Pust kunde ikke Selma Lagerløf have lagt ud over Sværmeriet*
der anstikker den lille Bys Ungdom! Hvilke spillevende
Provins-typer kunde ikke Kielland eller Pontoppidan have tegnet! Her
bliver det ved valne og tjattende Tilløb, — Forf.’s naive
Lyrikeregoisme kan ikke ret have Tanke for „de andre". Men den
sorgløse, udæskende Ungdommelighed, der er saa lysten efter Kys
som en Kalv efter Sødmælk, og som elsker spydig
Venstrejournalistik, brændende Farver og dugget Maaneskin, den klæder saa
godt og vinder saa hurtigt, at Kritiken næsten afvæbnes. Stilen
er ogsaa af en let, lyrisk Gratie, som ikke tynger sig med
Udenomsting eller nøjagtige Bestemmelser, men nøjes med flygtige*
lyriske Følelsesbetegnelser — af Fru Kruses „violetrøde Fordærvelse"
og Frk. Margrete, der sidder som „en Gemse paa Spring", — og
i det hele stryger over sit Sujet af „flyvende Sommer" med saa
adræt en Harefod, som der maa til for det.
Alfred Ipsens „Ekko" er en Række stille, nynnende Melodier
— ofte lunt tungsindige som en fin sivende Regn og tit muntert
kvidrende om en beskeden Lykke som en Bogfinkes Pip-Pip.
Ordene er jævne, naturlige, lige netop løftede op af Prosaen til
en enkel Følelsesbevægethed, med Vendinger som: „jo" „ikke
sandt" „saa" osv., og altid dæmpede, beherskede, — gerne føjede
ind i de fjorten Strenges gyldne Tremmebur. Naar man stanser
og lytter til, kan man ikke lade være med at tiltales af noget
saa hjemlig-dansk og troværdigt i Fuglens fordringsløse Triller og
i det hyllende Regnvejrstungsind.
Jeg sidder her ensom og lidet ænset — synger Stemmen —
i min lille Krog af Verden, har faaet min lille Part af Livet, er
ikke helt ung længer og har allerede faaet adskillige af mine
Vingefjer stækkede. Alle sætter vi jo noget til, alle maa vi ja
ofre „lidt af vor Frihed, vor Ret og vor Ære", og alle naar vi
til at føie: „Verden behøver dig ikke, — og dog behager du den".
Ogsaa jeg kastede en Gang i Ungdommens Trods alle Gudebilleder
i Grus, men har siden samlet Stumperne af et og andet op igen
og søgt at kline det sammen paany. Man græder jo altid først
ved at se, hvor lidt Figuren nu ligner den gamle, og vil
slaa den itu igen, men: „Saa ser man igen med et Smil, — det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
