Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - P. Munch: Centrum, Venstre og Højre 1848—54
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
Centrum, Venstre og Højre 1848—54*. 144
Fordel overfor de i Diplomatien uindviede, i Udlandet lidet velsete
Nationalliberale.
Snart som Medhjælpere, snart som Modstandere af Centrum
stod Venstre. Dette bestod dels af en radikal københavnsk
Gruppe dels af Bondevennerne. De førstes Betydning blev kun
kortvarig og ringe. Det var nogle faa Mænd som Grüne,
Goldschmidt og Fr. Dreier, der ved Rejser i Udlandet og Læsning
af udenlandske Værker havde lært Tidens radikale,
halvsocialistiske Bevægelse at kende, og som nu søgte at omplante den
paa hjemlig Grund. Paavirkede af kosmopolitiske Ideer
opponerede de mod den nationale Politik, paavirkede af socialistiske
mod fri Konkurrence; men Jordbunden manglede. En Tid fulgte
Københavns Arbejdere og Haandværkere dem, men deres hele
Stilling var stadig usikker. I Martsdagene gik Partiets Menige
trods nogle af Førerne i sluttet Trop med de Nationalliberale;
senere, da Væmepligtssagen kom frem, bidrog disse Radikale til
at bevare omtrent det halve København for Højre, til hvilket de
knyttedes ved fælles Uvilje mod almindelig Værnepligt og
Næringsfrihed og ikke mindst mod Centrums Førere. Men da Værnepligten
var en Kendsgerning, og Striden kom til at gælde nationale
Spørgsmaal, da sprængtes Partiet; Førerne blev hos Højre, de Menige
gik — omkring 1853 — over til Centrum, der fra nu af var
Eneherre i København.
Langt vigtigere var det egentlige Venstre: Bondevennerne.
Medens Centrums Udgangspunkt var et alment politisk, i nær
Tilslutning til den almindelige europæiske Bevægelse, var Venstres
et rent socialt, med Rod i ganske bestemte danske Forhold. Dets
Maal var Bondestandens økonomiske Frigørelse og dens borgerlige
Ligeberettigelse med det øvrige Folk. Da Kravet herom først
opstod hos Bønderne selv, søgte de i Begyndelsen Hjælpen hos
Enevælden: den havde jo hjulpet i 1788. Men det blev snart klart,
at her var intet mere at vente. Da saa man, at Vejen maatte
gaa gennem en fri Forfatning, og man vendte sig til dem, der
arbejdede herfor. Det blev Mænd, der hørte til Centrum eller
stod det nær, Mænd udenfor Bondestanden som Lehmann,
Drewsen, Tscherning, Balthazar Christensen, der ret gav
Bondebevægelsen Liv. „Mange agtværdige Mænd har i den senere Tid
igennem forskellige Blade oplyst, at Bondestanden er en lige saa
hæderlig Stand som enhver anden Stand," sagde en af Bøndernes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
