Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Axel Steenbuch: Kys
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kys.
207
Han.
Ikke andet, end at hun sagde, at hun straks var kommen
til at holde af ham, fordi han var den første, som nogen Sinde
havde talt venlige Ord til hende.
Hustruen.
Og hvad mere?
Han.
Ikke mere. — Naar Sneen falder, bliver den ved at grænse
af som hvide, skyhøje Mure. Det er, ligesom man for hvert Skridt
gaar over Grænsen til et andet Rige. — Jeg saa en lys sjællandsk
Egn en Sommerdag i hed Sol. Over Engen med Kløver en smal
StL En Sø blinkede. Skovkroner rundede sig mod Himlen som
grønne Bakkestrøg.
Hustruen.
Og de to gik paa Stien.
Han.
Der var løbet et Par Aar bort Hun var bleven mere
voksen og smukkere.
Hustruen.
Og bedre klædt.
Han.
En lys Kjole, en staalgraa, med fine blaa Striber. — Han
sagde til hende, at de maatte skilles — en Gang maatte det jo
alligevel være.
Hustruen.
Han kunde ikke gifte sig med hende.
Han.
Hvorfor ikke?
Hustruen.
Kære! det kunde han da ikke.
Han.
— Saa faldt Sneen igen.
Hustruen.
Sig mig blot: blev han ved at ha’ dine Øjne?
Han.
Du kan jo tænke dig det.
Hustruen.
Jeg synes, det er en daarlig Spøg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
