Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Knud Faber: Serumbehandlingen af Difteritis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
■228
Serumbehandlingen af Difteritis.
som Udgangspunkt arbejdet med feberagtig Energi baade i Kochs
Institut i Berlin og i Pasteurs Institut i Paris. Begge Steder
frygtede man for, at den konkurrerende Nation skulde komme
først til det lokkende Maal: en virksom Behandling af Difteritis.
De behøvede ikke at frygte Konkurrenter i andre Lande, thi intet
andet Sted fandtes de ydre Betingelser i Retning af Pengemidler,
Laboratorier og Dyrestalde, der er nødvendige ved Forsøg, som
maatte anlægges i saa stor Stil som disse, og intet andet Sted
fandtes der en Stab af Forskere, der kunde vie alle deres Kræfter
til saadanne videnskabelige Studier.
Omtrent samtidig naaede man i Paris (Roux) og i Berlin
{Behring og Ehrlich) saa vidt, at man mente, Behandlingen
kunde træde ud i Livet og anvendes paa Mennesker, et Punkt,
■der naturligvis ikke var naaet, før mange Hundreder af
Forsøgsdyr (navnlig Kaniner, Marsvin, Faar og Geder osv.) var gaaede til
-Grunde — men hvem ofrer ikke gerne Tusinder af disse Dyr,
naar derved kan reddes Menneskeliv og maaske endogsaa et mange
Gange større Antal Menneskeliv i hvert af de kommende Aar,
-end der i det hele er ofret Dyreliv.
Det Hovedfremskridt, der er gjort siden Behrings Opdagelse
i 1890, er det, at man har paavist, at den Mængde beskyttende,
immuniserende Stoffer, et immuniseret Dyr indeholder i sit Blod,
kan forøges i overordentlig Grad derved, at man vedbliver med
at indpode Difteritisgift paa Dyret med visse Mellemrum. Man
benytter nu i Reglen Heste, da man af dem kan tappe en større
Mængde Blod, uden at det gør dem videre Fortræd. Paa en
saadan Hest indpoder man da en saa lille og svækket Dosis Gift,
at derved kun fremkaldes et lettere og forbigaaende Ildebefindende.
Er dette overstaaet, saa er Hesten bleven saa vidt immuniseret,
at den kan taale en langt større Mængde Gift uden at blive mere
syg end første Gang; derefter taaler den en endnu større Dosis
og til sidst kan man indpode meget store Mængder meget
virksom Gift, uden at det fremkalder den mindste Sygelighed hos
den. Tager man nu lidt Blod fra Hesten hver Gang, den har
overstaaet en af disse lette Forgiftninger, saa ser man, at Blodet
^fter den første Giftindpodning kun indeholder meget lidt
beskyttende Stof, men efter hver Giftindpodning bliver Blodet rigere
derpaa, saa at til sidst et Par Draaber er tilstrækkeligt til ved
Indpodning paa et mindre Dyr, f. Eks. en Kanin eller et
Marsvin, at gøre disse fuldstændig uimodtagelige for en paafølgende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
