Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vald. Vedel: Fortællinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
Fortællinger.
Lykke, der føler Trang til at dele ud til andre: Morten, der
sidder og føier en stille Fryd inde ved sit Skrivebord, naar han
inde fra Dagligstuen hører Hustruens og Vennens fortrolige Samtale
og Latter. Saa følger Bogens fineste og inderligste Smaascener, —
huslige Samtaler, hvori der ikke tales ud og intet er at sige, men
hvori ubestemte Savn pibler frem i tilbagestængt Graad, — hvori
den ene ser den anden famle søvngængerblindt hen ad ukendte
Veje og ikke kan raabe hende tilbage — og i hvilke begge
uhjælpelig føler, hvor lang Vej der er fra Sjæl til Sjæl, og hvor
ene enhver er med sin Skæbne. Det hele er saa umassivt, skyder
frem af saa umærkelige Instinkter — baade hendes Forhold til
Irich og hans til Jutta — sniger sig om ad lønlige Gange under
Bevidsthedens Tærskel, det vover sig frem nu og da i Tanker,
som man ikke selv vil tænke igennem, „fordi jeg mærkede, noget
gjorde ondt, naar jeg rigtig tænkte8, og alle Vaaben falder ud af
Hænderne overfor Kogleriet. Beundringsværdigt er det, hvor let
Farverne er lagte paa — f. Eks. det sanselige Behag, Juttas Figur
stedse vækker hos Morten; indtagende er den simple Ynde
over de korte Samtalestumper og de dagligdags Ord, der skal
bære Bud om saa meget og uudsigeligt; den hele Atmosfære,
hvori de to’s Elskov er løftet op, er saa ren og sjælfuld. En
Smule litterær Skønskrift her og der og for mange „fagre Ord*
og Billeder er smaa lette Taagepletter, som i Forbigaaende kun
lige bør paapeges.
Planløst, som efter usynlige Magters Vink, indvikler og
afvikler Forholdene sig: Man skimter i Begyndelsen Skikkelsen af
en Søster, der sørgmodig stirrer efter Morten, rækker sin Haand
ud imod ham og dæmper hans Lykke, hun glider lidt efter ud
af Synskresen; Irich rejser fra Landet, og Jutta faar Lov at sejle
sin egen Sø. Tilbage staar de to unge, igen Haand i Haand,
men rigere og tungere i deres Sjæl ved Følelsen af, „hvor det,
man kalder Livslykke, er uudsigelig Alvor".
En lys Sørgmodighed, en smertelig Skønhed bliver der
tilbage af Bogen, som af det gamle Omkvæd om de „fagre Ord*.
Det er en Digtning af den sarteste Inderlighed, den reneste Ynde.
Vald. Vedel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
