Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
349
er det nødvendige Korrelat til Udstyrskunstens Udvikling — bortset fra,
at de paabydes af selve det moderne Dramas ejendommelige Karakter.
Der kan ikke være to Meninger om, at det er svært at faa Lille
Eyolf (og overhovedet Ibsens sidste Arbejder) til at virke stærkt fra
Scenen. Allerede Dialogen er noget uhaandterlig. Man finder
Oehlenschlægers bredt udvæltende Lyrik vanskelig, fordi den mere tilslører end
anskueliggør Figurernes Stemningsliv. Men er Ibsens Lapidar-Lyrik ikke
ofte lige saa uægte retorisk? Overalt, hvor den Ibsenske Dialog bliver
symbolsk eller quasi-videnskabelig — og den er desværre blevet det tit
i den senere Tid! — der taler jo ikke Stykkets Personer, men
Forfatteren. 1 Lille Eyolf sidder f. Eks. en bedrøvet Broder og beder i al
Inderlighed sin Søster om at maatte bo sammen med hende igen: thi,
siger han saa, en Brors og en Søsters Kærlighed „er det eneste Forhold,
som ikke staar under Forvandlingens Lov*. Tror man, det er lettere
for en Skuespiller at faa denne forlorne Frase til at gribe Publikum som
et sandt og naturligt Sindsbevægelses-Udtryk, end det vilde være ham at
faa en stor Deklamations-Tirade om Broder- og Søsterkærlighed til at
gøre det? I begge Tilfælde har Digteren slaaet Mønt, der skurrer falsk,
medens dog Skuespilleren skal faa den til at klinge af purt Guid. Ja
selv tilsyneladende ganske dagligdags Smaa-Repliker hos Ibsen kan være
overraskende falske. Man husker Stykkets mest omtalte Sætning. Den
lille Krøbling af en Dreng er styrtet i Vandet og druknet, Folks Udbrud
nede paa Strandbredden naar op til Drengens Forældre, og nu gentager
den fortvivlede Moder Udbrudet: „Krykken flyder!* Aldrig i Verden
har nogen dernede raabt dét! Ibsens Ordstilling lægger Eftertrykket paa
Verbet og udtaler en (højst urimelig) Forbavselse over, at Krykken kan
flyde. Naturligvis har Folkene paa Strandbredden lige stik imod sagt:
der flyder Krykken! Ja sligt kan synes en Bagatel. Men saadan en
Bagatel stiller alligevel Teatret den Opgave: at skulle stemme Tilhørernes
Sind til Medfølelse ved Hjælp af Ord, som udtrykker det modsatte af
Medfølelse.
Fru Oda Nielsen fjernede denne Opgave i Stedet for at løse den.
Hun styrtede sig pludselig næsegrus ned paa Gulvet, rallede Sætningen
frem, og sprang saa op igen. Altsaa virkede hun ikke med sin Tale, men
med sit Fald. Thi naar en Skuespiller styrter om paa Scenen, gaar der
gennem Flertallet af Publikum et nervøst Ghoc, som bringer til kun at
agte lidet paa, hvad der siges, eller hvorledes det siges. Men sæt nu,
man er lidt kræsen og foragter det tommeste og unaturligste af alle
Teater-Fif, nemlig den lynsnare Dråtten om og Hoppen op! Eller sæt,
man mener, at god Skuespilkunst bestaar ikke i at skræmme Folks
Nerver ved Rabalder, men i at bevæge deres Hjerter ved Minespil og
ved Betoninger! 1 saa Fald skal den Ibsenske Fru Rita sige hine to Ord
saaledes, saa Tilskuerne føler af Tonefaldet, at hun forbløder af Sorg,
og saa Taarerne pibler frem bag deres Øjenlaag af Grebethed ved Sorgen.
Det kan maaske opnaas ad flere Veje. Fru Rita har som sagt hørt
Folk raabe nede ved Strandbredden: „der flyder Krykken!"
Sceneinstruktøren kan nu gaa ud fra den Erfaring, at naar et Menneske skal
gentage et Udsagn, der for et Øjeblik siden gjorde voldsomt Indtryk paa
TiUkuereo. 1806.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
