Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
350
Teatrene.
det, saa gentager det gerne først det sidste eller vigtigste Ord i Udsagnet.
Han kan altsaa f. Eks. lade Fru Rita sige: „De sa’: Krykken (Pavse —
en segnende Synken sammen — derpaa, snappende efter Vejret, utydeligt,
og saa at Sætningen ikke fuldføres:) flyder — — —!" Men Valget
mellem de mulige Tone-Nuancer er begrænset; thi Ordene .Krykken
flyder* skal siden hen gentages i Klokkeringnings-Takt! Digteren har gjort
den vanskelige Opgave mangedobbelt vanskelig. Tænk Dem, hvilken Tid
det altsaa maa tage, før man finder det rette, det „gribende" Tonefald
blot for dette lille Udbrud, og før saa Tonefaldet er blevet saaledes
indøvet og gjort saa vanemæssigt, at Skuespillerinden kan træffe og bruge
det Aften efter Aften med selvsamme Virkning!
Af den Slags Haardknuder er der mange i de Ibsenske Repliker.
Og da Stykket er saa fattigt paa Tildragelser, hvor maa der saa ikke
vaages over Stemmernes skiftende Styrkeudfoldelse, over Tempoernes
crescendo’er og decrescendo’er, dersom Publikum alligevel skal faa
Indtryk af Begivenhed, Røre, Liv! Hvor maa ikke alle de tomme Rum i
Skildringen udfyldes nænsomt af Spillet! Eller hvor maa ikke hensynsløst
alt det „symbolske", alt det dobbeltbundede skydes til Side og de blot
og bart menneskelige Linier trækkes op, fastere, tydeligere, end selv
Digteren synes at have set dem! Sandelig, de illusionsødelæggende
Forhold, som Teatermalerens Kunst maatte overvinde, for at hans Lærreder
kunde forvandles til et Landskab, de er intet i Sammenligning med dem,
som Skuespilkunsten maa besejre, for at Aktørerne kan forvandles til
Digtningens Personer. Men ... over enhver Kunstanstalts Dør staar jo
usynligt Feltraabet: ça ira! Hvad er Kunst andet end et Klarsyn, der
ved, hvorom det gælder, og saa en Jærnflid, som ikke helmer, før Maalet
er naaet? ...
Ibsen begynder sit Stykke tidligt en Sommermorgen. Men egentlig
er det begyndt allerede den foregaaende Nat. I Parentes sagt studser
man over det nære Slægtskab, der er mellem Lille Eyolf og Balkonen.
Ibsens to Hovedfigurer, Almers og Fru Rita, er jo Gunnar Heibergs
Abel og Fru Julie om igen, saaledes som de var, og som de var stillede
overfor hinanden i Balkonens 2den Akt. Skulde Læreren have ladet sig
inspirere af Eleven? Naa men — Allmers, Skribenten, Drømmeren (thi
enhver Skribent faar noget af en Drømmer i sig, fordi han med sin
Hovedsyssel kun griber indirekte ind i Livet), Allmers er kommet hjem
om Natten, opfyldt af en Idé om praktisk Gerning, som er slaaet ned i
ham. Hans Hustru, for hvem Forelskelse er Livets et og alt, har
taget imod ham paa en uforklaret skøgemæssig Maade. Hun havde
klædt sig i hvidt, med udslaget Haar, og havde stillet Champagne paa
Bordet; og da endnu ikke dette formaaede at tænde hendes Mand (han
saa kun aandsfraværende hendes Dejlighed), saa begyndte hun at klæde
sig af. Men Allmers blev i sine Tanker og forlod hende. Dette
Natte-optrin maa selvfølgelig have sat Mærke i begges Sind. Svagest og
mindst paaagtet vel hos Allmers, fordi han er besat af sin Plan; men
tydeligt og nagende hos Fru Rita. Lad hende længe nok søge at trøste
sig med, hvad hun ikke selv tror paa: at „Allmers var træt efter Rejsen".
Tilbage bliver alligevel en dump Irritation over, at hun blev forsmaaet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
