Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352
Teatrene.
og Kissemisserier var den Figur, hun havde skabt, saamænd i og for sig
ikke ilde: en god Jfr. Tidsfordriv i bondsk Udgave, en halvfjoget
Landsby-Malene med iøjnespringende Gebis. Men Døden kom man ikke til at
tænke paa; hverken Frk. A. eller Sceneinstruktionen lod til at have
anet, hvem Rottejomfruen med hendes Mopsemand egentlig er. Rollen
burde have været udført af Teatrets interessanteste Karakterskuespillerinde,
Fru Bloch, eller ogsaa af Fru Mantzius. Begge vilde have kunnet faa frem
den fantastisk »lille, tynde, sammenskrumpede, Skikkelse med de stikkende
Øjne", som Ibsen lader glide ind ad Døren, „sagte og stilfærdigt*.
Hvilken Virkning har nu Dødsfaldet paa Faderen og Moderen, der
jo var aandeligt skilte? Ibsen svarer, at det fjerner dem endnu mere fra
hinanden. Men mon det Svar er til at stole paa? Har man erhvervet
sig lidt Livserfaring, vil man faa Anledning til at studse over, hvor tit
selv de store Digteres Skildring af Sjælstilstande er ganske upaalidelig.
Og man kan undertiden ønske, at vor Tids „psykologiske*
Digter-Karak-teristiker, der i Reglen er saa grumme subjektive og ofte langt mindre
en Karakteristik af den paagældende Digter end af Manden, som
karakteriserer ham, — at de til en Begyndelse maatte blive afløste af ganske
beskedne Undersøgelser om, hvor meget af det menneskelige Følelsesliv
den og den Digter har kendt personligt, og hvor rigt et indre Liv han
altsaa faktisk har ført. Man kan se berømte Digtere udgive én
Sindstilstand for en helt anden, sentimentalt Vemod f. Eks. for Fortvivlelse eller
Sorg; man kan se dem slavisk kopiere ældre Skribenters Skildring af
sjælelige Forhold, skønt den ældre Skildring er af tvivlsomt Værd; og
tit er det aabenbart, at de skildrer denne og hin Fryd eller Lidelse
ikke ud fra en Oplevelse, men efter en Teori. Ibsens Fremstilling af de
to Ægtefællers Forhold her har netop noget mistænkelig teoretisk over
sig. „Sorgen gør ond og styg*, lader han Allmers sige. Ja, det er der
visse Slags Fortvivlelse, der gør* Men Sorgen lige straks efter et
Dødsfald, efter at Mennesker har mistet en, som de var fælles om at holde
af? Gang paa Gang ser man da i alt Fald det modsatte: Hænder, der var
knyttede imod hinanden, samles i et Haandtryk, og Bebrejdelser løses
op i trøstende Ord. Det skulde synes naturligst, at umiddelbart efter
deres Barns Død vil Allmers og Fru Rita forsones for en Stund.
Men lad nu dét være! Der er jo desuden Aktslutning, efter at
lille Eyolf er druknet. Og Tæppefald og Mellemakt frembringer altid
hos Tilskuerne en Følelse af, at der gaar en rum Tid. Man kan
overhøre, at 2den Akt spiller allerede næste Formiddag, og man kan, om
man vil, indbilde sig, at der i Mellemtiden er sket baade Dit og Dat.
Fru Oda Nielsen gjorde Lykke som Rita Allmers. Hun
fortjente i det mindste den Anerkendelse, at denne Gang holdt hun sig
indenfor Rollen. Hvad hun sagde og foretog sig, hang sammen, der
kom ingen Udskejelser. Paa flere Stedér var Spillet desuden dygtigt,
visse haanske og æggende Betoninger lød meget ægte. Men Figuren
blev saa — demimondæn, sjæleligt simplere, end Stykkets Handling ret
vel kan hjælpe sig med. Ibsen har maaske nok været lidt tung paa
Haanden, da han i 1ste Akt trak Omridsene op til sin Rita. Der er
lagt saa stærkt Tryk paa det brutale hos hende; læser man flygtigt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
