Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
351
og en urolig Angst for Lykken i Fremtiden. Man maa spore nu om
Morgenen denne Stemning bag alt, hvad hun siger og gør. Kun
saaledes forberedes jo da ogsaa hendes voldsomme Udbrud straks efter. 1
de Ibsenske Repliker hører man imidlertid intet: Begyndelses-Scenerne
er blandt de Partier af Skildringen, som digterisk taget falder noget tomme.
Des omhyggeligere maa saa de spillende antyde, hvordan det inderst
inde staar til hos de to Ægtefæller. Men Fru Nielsen og Hr. Poulsen
antydede ingen Verdens Ting: De lod begge til at være i et solidt,
trivielt Hverdags-Humør, Forholdet mellem Allmers og hans Kone gjorde
Indtryk af at være nok saa fredeligt og sikkert. Og dog skal dette
Forhold minde om fint Porcellæn, der har slaaet en næsten usynlig Revne:
blot et lille Knips nu, og det vil falde i Skaar!
Brudet kommer. Allmers forklarer, hvad han vil vie hele sit
Liv til; og ban fantaserer sig gennem sin Forklaring op til et endnu
nidkærere Sværmeri for Planen, end han vel strengt taget føler. (Skønt
— Hr. E. Poulsen fremsatte saamænd Forklaringen med en yderst
smaafornøjet Tilfredshed. Det lød rent parodisk, da der blev sagt til
ham, at han skulde tage den Sag „med mere Ro*!). Mandens
Utilgængelighed og Ivrighed hidser saa igen Fru Rita løs. Og i sin
Løs-sluppethed begaar hun den grimme Taktløshed at minde om, hvorledes
hun i Nat bød sig frem og blev afvist. „Ja, jeg rørte dig ikke!" 1 et
Nu er de komne klart fra hinanden. Der er faldet den Slags beske
Ord imellem dem, som skærer over, ganske som man i gamle Dage ved
Skilsmisse-Ceremonier skar Dugen over imellem to. Hver af Ægtefællerne
staar stejl med sit Livsmaal, sin Vilje til Fremtiden; der er hulet en
Kløft mellem dem. Og ind i den Kløft glider — Døden. Thi naturligvis
er Rottejomfruen Døden. 1 gamle Dage legemliggjorde man den store
Afelutning som Manden med Leen; vor Tids melankolske og kvindekære
Digtere, med Turgénjew i Spidsen, har yndet at tænke sig den i et
gammelt Fruentimmers Skikkelse. Døden kommer altsaa og lokker
skræmmende Parrets vanføre lille Dreng med sig. Man tør maaske mene, at
Ibsen har ikke været rigtig sikker i sin Psykologi her og ikke synderlig
dyb i sin Symbolik. Det er næppe rimeligt, at Døden for en 9 Aars Dreng
synes „det forfærdeligste — men dejlig, dejlig alligevel". Er ikke det
et voksent Menneskes Livstræthed, der er bleven paaduttet et Barn? Og
lige saadan synes det Indfald lidt overfladisk, at lade Døden vise sig for
en lille Dreng just i en Rottejomfrus Lignelse. Man kommer til at tænke
paa de Billeder af den tyske Maler Uhde, hvor Kristus træder ind til
fattige Nutidsmennesker, Arbejdere eller Bønder, i en Skikkelse, som
netop de Mennesker aldrig et Øjeblik har tænkt eller har kunnet tænke sig
ham i. Men lige meget derom! Rottejomfruen er der nu engang,
Rotte-jomfruen skal spilles, og i Fremstillingen af hende maa Teatret
nødvendigvis (det er det eneste Sted i hele Stykket) fremhæve det „
symbolske*. Hun skal synes helt et Menneske, og dog noget
overmenneskeligt, noget abstrakt. Der maa staa en ejendommelig Uhygge om hende,
Tilskuerne maa føie, at hun „bragte ligesom en Ligstank med sig".
Ellers kommer der ingen Gru i Handlingen, ingen Spænding over Folk.
Man havde givet Rollen til Frk. Antonsen. Fraregnet nogle Grimasser
24*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
