Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - G. Brandes: Elisabeth og Essex
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
361 Elisabeth og Essex.
Damer Evnen til at spille Klaver. Handlekraft og Digterkald
udelukkede ikke hinanden.
Dog Blomstringens Tid havde været kort som enhver
Blomstringstid er det.
II.
Nu allerede ved Aaret 1600 var den offentlige Stemning
en anden.
Elisabeth selv var ikke mere den samme. Stærke
Skyggesider havde hendes Væsen altid haft, men de havde ikke været
saaledes synlige under den Storhedens Glans, som Rigets Opkomst,
udmærkede Mænd i hendes Omgivelser, betydningsfulde Handlinger
og heldige Begivenheder lagde om hendes Person. Nu var det
anderledes.
Forfengelig til det yderste havde hun altid været; men
hendes Koketteri med sin Ungdom og sin Skønhed naaede efter
hendes 60de Aar et Højdepunkt. Da hun var tresindstyve Aar,
sendte Raleigh fra sit Fængsel et for hendes Øjne bestemt Brev
til Sir Robert Cecil, i hvilket han for at genvinde hendes Naade
sammenlignede hende med Venus og Diana. Da hun var 67 Aar,
skrev Essex’ Søster i et Bønskrift for Broderens Liv om dennes
Kærlighed til og Tjenen af „hendes Yndigheder", der ikke
fortjente saa haard en Straf, og om hendes „ypperlige Yndigheder
og Fuldkommenheder*, der burde føie mere Medlidenhed.
Dronningen dansede samme Aar maskeret ved Lord Herberts Bryllup,
og hun ventede altid den Artighed, der laa i Forbavselsen over,
hvor ung hun saa ud.
Da hun var 68 Aar, skrev Lord Montjoy til hende om
hendes skønne Øjne og udbad sig Orlov til at „fylde sine Blikke
med den eneste, dyrebare Genstand, de attraaede." Det var det
Sprog, enhver maatte slaa ind paa, som vilde have nogen Udsigt
til at vinde, genvinde eller bevare hendes Naade. 1601 skriver
den 21aarige Lord Pembroke, for at genopnaa Tilladelse til at
nærme sig Dronningen, til Cecil (o: til den 68aarige Elisabeth)
om den, hvis „uforlignelige Skønhed var hans lille Verdens
eneste Sol."
Naar Sir Roger Aston i disse Aar kom, sendt fra James
af Skotland, med Breve til Dronningen, fik han ikke Lov til at
aflevere dem, men blev anbragt i en Forsal, hvorfra han mellem
Portiérer, der blev dragne i Vejret, kunde se Elisabeth, dansende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
