Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - G. Brandes: Elisabeth og Essex
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364 Elisabeth og Essex.
Drake, den store Søhelt under Krigen mod Spanien. Hun følte
sig ene og forladt. Hun havde ikke mere nogen Glæde af den
Magtstilling, hvortil England under hénde var bleven hævet. Trods
alt, hvad hun gjorde for at skjule det, begyndte hun at føie
Alderens Tryk og at mærke, hvor liden virkelig Hengivenhed de
Mænd nærede for hende, der stadigt indtog Tilbederes Holdning,
Hun var den sidste af sin Slægt, og Tanken om hendes
Efterfølger var hende saa utaalelig, at hun til sit Dødsleje opsatte at
tage nogen endegyldig Bestemmelse om, hvem hun udsaa dertil
Men det nyttede hende intet; hun vidste saare vel, at hendes
Ministre og Hofmænd i hendes sidste Leveaar underholdt stadiger
hemmelighedsfulde Forbindelser med James af Skotland. Med et
Henrykkelsesudbrud over hendes friske Udseende kastede de sig i
Støvet for hende, hvor hun gik forbi, og rejste sig saa op,
børstede deres Klæder og skrev til James, at Dronningen sikkert ikke
havde langt tilbage; hun saa for ilde ud dertil. De gjorde alt,
hvad der stod i deres Magt for at skjule deres skotske
Forbindelser for hende; men hun anede, hvad der foregik bag hendes
Ryg, om end ikke, i hvad Omfang det fandt Sted, eller hvilke
Mænd af hendes allermest betroede der satte sig ud over ethvert
Hensyn for at sikre sig Yndest hos James. Hun tiltroede f. Eks.
ikke Robert Cecil det Dobbeltspil, han havde for, paa samme Tid,
som han gjorde sit til at drive Essex til det yderste og faa ham
tilintetgjort for en Ulydighed, der i Dronningens Øjne næppe var
mere oprørende end hans egen skjulte Færd. Men hun følte sig
isoleret midt i Omgivelser, der utaalmodigt ventede paa den ny
Tid, som skulde bryde frem efter hendes Død; hun begreb, at de
Mænd, der endnu smigrede hende, aldrig havde holdt af hende
for hendes egen Skyld, og hun forbitredes over, at de næppe
engang syntes at frygte hende mere.
Under denne dybe Forstemthed gav hun sine tyranniske
Lyster friere Løb end tilforn og blev stedse mindre tilbøjelig til
Overbærenhed og Naade mod dem, hun engang havde haft kærT
men som havde forbrudt sig imod hende.
Hun havde altid taget sine Yndlinge det meget ilde opT
naar de vilde indgaa Ægteskab, og de havde altid maattet gifte
sig hemmeligt uden dog derfor at undgaa hendes Vrede; nu
strakte hendes Despoti sig saa vidt, at hun vilde raade ogsaa
over de Hofmænds ægteskabelige Forbindelser, som aldrig havde
nydt hendes Yndest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
