Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - G. Brandes: Elisabeth og Essex
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
363 Elisabeth og Essex.
var i deres stille Sind religiøst ganske ligegyldige, havde en vis
almindelig Gudstro og betragtede alle Dogmer som Hjernespind,
enhver Ritus som lige god og lige gal. De saa Religionsforskellen
udelukkende fra det politiske Synspunkt. Han endte med at gøre
sig til Katolik og sikre sine tidligere Kampfæller Trosfrihed; hun
var nødtvungent Protestant; men i England var Trosfrihed en
ukendt Lære; det var fastslaaet, at enhver Undersaat skulde
be-kende sig til Statsreligionen.
Myndighedskær som Elisabeth i sit inderste Væsen var,
havde hun et stærkt Hang til Katolicismen. Hendes Livs
Situation havde stillet hende i Modsætning til Pavemagten; men hun
holdt af til fremmede Landes Afsendinge at betegne sig som Katolik
i alle Punkter undtagen Underkastelse under Paven. Hun lagde
ikke engang Skjul paa sin Ringeagt for Protestantismen, hvis
Hoved hun var, og hvis Bistand hun intet Øjeblik kunde undvære.
Hun følte det som en Ydmygelse at bétragtes som Meningsfælle
af franske, skotske eller nederlandske Kættere. Hun saa ned paa
de anglikanske Biskopper, som hun selv havde udnævnt, og de
fortjente hendes Foragt, saa verdslige som de var. Men ganske
anderledes afskyede hun dog alt Sektvæsen indenfor sin Kirke,
fremfor alt det hele puritanske Væsen, og naar hun i sin
Regerings første Tider ikke indlod sig paa Forfølgelse deraf, beroede
det udelukkende paa, at hun endnu ikke kunde undvære dets
Støtte. Men da hun sad fast paa sin Trone, hævdede hun trods
Parlamentets haardnakkede Modstand sine Biskoppers dømmende
Myndighed i alle Sager, der henførtes under Kirkepolitik, og lod
puritanske Skribenter dømme til Døden eller fengsle paa Livstid
for frimodige, men aldeles uskyldige Ytringer om Statsmagtens
Forhold til Religionen.
Hendes Storhed havde beroet paa det Skøn, hun havde
lagt for Dagen i Valg af sine Raadgivere og Befalingsmænd. Men
de ypperste af dem, der havde givet hendes Trone Glans, døde
hort den ene efter den anden i Aarhundredets sidste Tiaar.
Wal-singham, Statsmanden, der havde gjort Dronningen saa store
Tjenester og frelst hendes Liv under den sidste Sammensværgelse,
der hidførte Maria Stuarts Dødsdom, en af hendes uegennyttigste
Tjenere, hvem hun belønnede med sort Utaknemmelighed, døde
først; saa mistede hun fremragende Mænd af sit Raad som Lord
Hunsdon og Sir Francis Knowles, dernæst selve Lord Burghley,
Englands sande Regent under hendes Regeringstid, endelig Francis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
