Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Marcus Rubin: Frankrigs Krigserklæring for 25 Aar siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frankrigs Krigserklæring for fem og tyve Aar siden ^ 433
den syntes umiddelbart nødvendig, og da den som enhver Krig,
trods alt, indeholdt uberegnelige Chancer, med deraf flydende
uberegnelige Følger, saa blev den ikke erklæret fra Tysklands Side,
Det var i Virkeligheden i det givne Øjeblik Frankrig, der tændte
Krigsfaklen.
Hvad vilde da Frankrig med Krigen? Ja, det er ikke godt
at angive i en enkelt Formel. Efter i Aarhundreder at have
været Europas ledende Magt og efter i den første Napoleons Tid
at have holdt Verdens Skæbne i sin Haand, trængtes Frankrig i
Restaurationsperioden og under Julikongedømmet saa langt
tilbage fra Førsterangsstillingen, at det til Tider næsten var sat helt
ud af Spillet som Stormagt. Det store, ensartet befolkede, rige,
højt udviklede og gamle Kulturland kunde dog aldrig helt holdes
i Skyggen og maatte, naar Betingelserne blot paany blev
nogenhinde gunstige, atter naa frem i første Række. Dette skete under
Napoleon III. Navnlig efter at Ruslands Overvægt var brudt i
Krimkrigen, hvor Preussen og Østerrig havde været uvirksomme
Tilskuere, blev Paris paany det Centrum, hvorfra Parolerne udgik,
det Olymp, hvor Folkenes og Staternes Skæbne vejedes. Men der
var ingen Tryghed over Situationen. Talleyrands Ord, at man
kan bruge Bajonetterne til alt, undtagen til at komme til Sæde
paa, gjaldt i høj Grad ogsaa det andet Kejserdømme.
Kejserdømmet skulde være Freden, men i de atten Aar, det bestod,
førte det Krig i Afrika (Algier), Asien (Kina), Amerika (Mexiko),
og Krig med Rusland (Krimkrigen), Østerrig (den italienske Krig)
og til sidst med Tyskland — Enden paa Herligheden. Frankrigs
Traditioner som ledende Magt gik ud paa at betragte sig som
Øvrigheden, der ikke bærer Sværdet forgæves, og det genoptog
disse Traditioner under det andet Kejserdømme. Men ulykkeligvis
uden Konsekvens og uden overlegen Statsmandsdygtighed. Dets
Politik gennemførtes ikke med én ledende Tanke for Øje, men
efter hverandre krydsende Principer. Naar man tænker sig alt,
hvad fransk indre og ydre Politik skulde forene i sig!
Revolutionens Tvangsløshed og Kejserdømmets Autokrati, Handelens
Frihed og Industriens Beskyttelse, Fredens Velsignelser og Krigens
gloire — og i det ydre: Ruslands Tilbagetrængen uden Englands
Supremati, Østerrigs Ydmygelse uden Preussens Triumf, Italiens
Frigivelse uden Pavens Magtbegrænsning; og alt det udgaaende
fra et Land, der i sig selv forenede den mest fritænkerske og
radikale Litteratur og Kunst med den mest gennemførte Klerika-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
