Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Marcus Rubin: Frankrigs Krigserklæring for 25 Aar siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frankrigs Krigserklæring for fem og tyve Aar siden ^ 435
Rhinlande føie sig knyttede til Tyskland, saa er det dog sikkert,
at endog meget langt ind i dette Aarhundrede, et helt Slægtled
efter det første Kejserdømmes Fald, var Hanget mod Frankrig i
disse Lande meget betydeligt; der var et Had mod Preussen, dets
Militarisme, Politivæsen, Retsordning, Kommunalstyre,
Junker-dømme, Protestantisme saa stærkt, at dersom Valget mellem
Preussen og Frankrig var blevet direkte stillet Befolkningen, havde
Udfaldet maaske været tvivlsomt, og i hvert Fald kæmpede man
for saa vidt muligt at bevare, hvad man havde erhvervet af
moderne Institutioner i Aarhundredets første Decennium. De friere
Statsforfatningsformer i det vestlige Naboland holdt dernæst en
levende Interesse for dette vedlige, fra Vesten ventedes Friheden,
fra Østen, Preussen, ventedes kun Skatter og Tynge — Preussens
vestlige Provinser ansaa sig, som det dog synes med Urette,
forfordelte i fiskal Henseende —, alt dette tilsammen bevirkede, at
man i Frankrig kunde have nogen Grund til at kæle for den
Tanke, virkelig engang at indlemme i dette Land alt. hvad der
laa vest for Rhinen.
At Preussen efterhaanden for Frankrig blev Fjenden, skyldtes
ogsaa, at Preussen aabenbart var Europas andet store Militærland;
ligesom Frankrig havde haft sin Napoleon, havde Preussen haft
sin Frederik den store, og var end Jena kommet imellem, havde
man efter dette i Preussen indført almindelig Værnepligt og syntes
opsat paa i første Række at gøre Folket militærdygtigt, med Lyst
og Evne til, med Sværd i Haand, at hævde Preussens
Stormagts-stilling i Europa.
Imidlertid havde Preussen siden 1815 spillet en alt andet
end glorværdig Rolle i Europas Politik. Fremsynede Statsmænd
— som Thiers — kunde vel se, at det var dér, Fremtidens
Modstander fandtes, men saa længe det tyske Rige manglede al virkelig
Enhed og til Enhedsmærke kun havde den reaktionære, usle,
umulige Forbundsdag i Frankfurt, var der i hvert Fald ingen Fare
paa Færde. Men med et Slag forandrede Königgrätz hele
Situationen. Nu havde Frankrig paa nærmeste Hold af sig et stort,
vaabendygtigt Rige, mægtigt, vel indekserceret, der snarere vilde
give Paroler end modtage dem. Hvad Frankrig havde paabegyndt i
1859, Italiens Løsrivelse fra Fremmedherredømmet, men opgivet
paa Halvvejen, blev det Preussen, der i 1866 satte Kronen paa.
At Tysklands Enhed ikke opnaaedes allerede i 1866, skyldtes til Dels
Frankrig, og allerede fra da af blev det klart, at begge Parter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
