Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Marcus Rubin: Frankrigs Krigserklæring for 25 Aar siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frankrigs Krigserklæring for fem og tyve Aar siden ^
437
ingen Krig var at frygte, kunde man lade den paabegyndte,
forhadte Hærreform hvile. Imidlertid ønskede Ollivier ikke at indtage
noget Sæde i Ministeriet, for saa meget des bedre, som
Kammerdeputeret, at kunne støtte Kejserens Bestræbelser. Ved en Skrivelse
til Statsministeren af Januar 1867 udvidedes Kammerets
Rettigheder, samtidig med at der tilsagdes friere Presse- og Politilove.
Men før endnu Presseloven var udkommen, benyttedes den ventede
større Ret til stedse mere hadefulde Angreb paa Regeringen.
Kejseren forskrækkedes, Regeringen vilde intet høre om den af
de Liberale saa stærkt ønskede Ministeransvarlighed, men drejede
tværtimod paany ind i reaktionær Retning, og et Brud med
Ollivier — der i Kammeret havde stemplet Rouher som
„Vice-kejseren* — paafulgte. Rouher havde nærmest Lyst til baade at
lade Hærreformen falde og tage de givne Løfter tilbage; det første
turde han imidlertid ikke for Hærens, det sidste ikke for
Oppositionens Skyld. De blev da begge staaende ved Magt.
Hær-reformen, der paalagde Borgere og Bønder store Byrder, hidsede
en Del af den tidligere mest konservative Part af Befolkningen imod
Kejseren, og Oppositionen modtog med Begærlighed dette ny Tilhæng
— og udsendte Parolen, at Regeringen vilde Krig, og at Valget
stod imellem Frihed og Fred eller Despotisme og Krig.
Under disse Forhold dannede der sig indadtil en Modvægt
mod den fremstormende Opposition gennem et absolut
kejserligsindet Højre, der ansaa Krigen for nødvendig til Opretholdelse af
Kejserdømmets Prestige; det flk Støtte af Gejstligheden, som var
Kge fjendtlig stemt mod de to allierede fra 1866, den
protestantiske Wilhelm af Preussen og den pavefjendtlige Victor Emanuel.
Fra nu af indlededes Pressefelttog navnlig mod Preussen, og det
blev erklæret for Frankrigs Opgave at knække sin farlige Nabos
Magt og Overmod. Saavel Kejseren som Rouher og
Krigsministeren, Marskal Niel, vedblev imidlertid at ønske Freden bevaret;
man saa vel gerne en Magtudvidelse, men ad fredelig Vej. Et
Forsøg paa at udvide sin Magtsfære over Belgien, dels ved at
inddrage det i en Toldunion, dels ved strategisk Bestemmelse over
dets Jærnbanelinier, mislykkedes imidlertid og førte kun til en
bittert følt Ydmygelse for den kejserlige Politik. Men samtidig
førtes der Forhandlinger om en anden Tripelalliance end den
tidligere paatænkte — nu imellem Frankrig, Østerrig og Italien.
Ifølge det forelagte Traktatudkast skulde der indgaas en
Defensivalliance mellem de tre Stater, som forpligtede sig til fælles diplo-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
