Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Marcus Rubin: Frankrigs Krigserklæring for 25 Aar siden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frankrigs Krigserklæring for fem og tyve Aar siden ^ 441
I Virkeligheden var ogsaa Misstemningen overfor Preussen
ret almindelig. Hver Gang det i Frankrig rygtedes, at der var
ført Forhandlinger i den nordtyske Rigsdag om Tilnærmelser
mellem Syd- og Nordtyskland, endsige naar der naaede direkte
Meddelelse til Frankrig om Traktater og Forbund, flammede
Gemytterne op, og der faldt truende Ord om, at man hverken kunde
eller vilde finde sig i Preussens yderligere Magtudvidelse. Fra
Regeringens Side blev der ved saadanne Lejligheder, ikke mindst
for at imødekomme Pariseropinionen, officielt eller officiøst slaaet
paa Pragerfredens Bestemmelse om Maingrænsen, men Bismarck
forsømte da ingen Sinde Lejligheden til i sine Aviser at fremhæve,
at Nordtyskland vel intet voldeligt Forsøg vilde gøre paa at søge
Enheden fastslaaet ud over Mainlinien, men at dersom Sydtyskland
frivilligt vilde tiltræde Forbindelsen, var Pragfreden ingen Hindring,
og i saa Fald manglede Frankrig en hvilken som helst Ret til
Indblanding.
Bismarcks Stilling har klart nok været den — og det lader
sig tydeligt læse selv af Sybels Skildring, der gør ham unaturlig
fredselskende — at Frankrig maatte betragte 1866 som
Afskeds-aaret for sin Indblanding i Tysklands indre Forhold, at det fuldt
ud maatte gøre sig fortroligt med Muligheden af, at der i Aarenes
Løb vilde danne sig et Enhedstyskland med Preussen som første
Ståt, og at ethvert Forsøg paa at hindre denne Sagernes Gang
vilde blive afvist, selv om denne Afvisning til Slutning kun kunde
gennemføres ved en Krig — hvortil Tyskland stod fuldt
forberedt.
I Frankrig var man som nævnt vel i de ledende Krese for
Tiden paa det rene med, at man maatte lade Sagerne i Tyskland
gaa deres Gang. Alligevel havde man sine Tvivl om, hvorvidt
denne Position var til at gennemføre. En Udvidelse af Preussens
Magt ud over Mainlinien ansaas for tvivlsomt berettiget ifølge
Traktaterne, for utvivlsomt farlig for Frankrigs Sikkerhed og
Prestige. De fredeligst sindede gjorde imidlertid en Dyd af
Nødvendigheden, men de Partier, der var mere kejserligsindede end
Kejseren selv, hidsede stadig til Krig, og medens Kernen af
Befolkningen ingen Krig ønskede, var der Krese i de store Byer,
navnlig i Paris, der ønskede Krigen og selvfølgelig ansaa en
sejrrig Udgang af denne for given. Desværre havde Plebiscitet
ikke ydet, hvad man ventede af det, en Oprejsning for
Kejserdømmet istedet for den krigerske gloire; selv fraset det betydelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
