Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Frantz Pio: Englands Trade Unions
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
531 Englands Trade Unions.
Haand i Haand ; det er det unge Englands højeste Intelligens, der
her følger Arbejderpartiets Fane; vi træffer Mun del la, Medlem
af Gladstones sidste Ministerium, unge Universitetsprofessorer og
en Række den Gang ukendte Navne, der nu som graahaarede
Mænd beklæder Englands højeste Embeder. Fra hine Samarbejdets
Dage skriver sig den forstaaende Sympati og gensidige Tillid,
der siden da har hersket mellem det engelske liberale (ogsaa endog
det unionistiske) Parti og Arbejderpartiet, selv efter at dette for
længst har tonet rent socialistisk Flag; det er dette forsonlige
Forhold, England i første Række kan takke for, at det er
lykkedes der at føre Årbejderspørgsmaalet langt ud over den
sociale Klassekamp, hvori saa mange af Kontinentets Lande er
blevne stikkende.
Omtrent paa den Tid (1864) bliver „Internationale*
dannet. Generalraadet tager Sæde i London, det tæller Trade
Unionismens Ledere mellem sine Medlemmer og Applegarth er
dets Præsident. Man standser forbauset ved dette mærkelige
Fænomen. Sammenhængen er dog simpel nok. Trade Unions
Ledere havde ingen økonomiske eller politiske Teorier, de var sig
ikke Modsigelsen bevidst mellem den krasse Individualisme, de
forfægtede i Praksis, og den revolutionære Kollektivisme, de gennem
»Internationale* laante deres Navn; deres Forbindelse med
„Internationale* var og blev derfor ogsaa ganske platonisk.
„Internationale* vandt aldrig fast Fod i England; den praktiske
Opportunisme, Arbejderbevægelsen her var ledet ind paa, var ikke
Internationales* højtflyvende Planer gunstig.
Den engelske Arbejderbevægelse gik støt sin rolige, sejrsikre
Gang. Ved Parlamentsreformen i 1867 opnaaede Arbejderne i
Byerne, Hovedmassen af Englands Arbejdere, politisk Stemmeret.
I 1874 lægger Arbejderpartiet for første Gang sit afgørende Lod i
den parlamentariske Vægtskaal. Striden stod mellem Gladstone
og Beaconsfield. De Liberale, som var ved Roret, havde vægret
sig ved at gennemføre Trade Unionisternes politiske Program i
dets fulde Udstrækning, og resolut tager da Beaconsfield
Arbejderpartiets Sag op; det er et Led af hans geniale Forsøg paa at
demokratisere det gamle Toryparti for at puste nyt Liv og ny
Kraft i det. Ved Arbejdernes Slemmer hæves Lord Beaconsfield
for sidste Gang op til Englands Premierminister. Samtidig tager
de to første labour members Plads i det engelske Parlament, begge
ledende Mænd fra Minearbejdernes mægtige Union.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
