Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Elith Reumert: Hestehandel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hestehandel.
713
Dyr ikke har vækket Opsigt, hvorsomhelst hun er kommen frem.
Jeg kender Stamtavlen paa Dyret, — Fa’ren er en Hingst fra Strelitz,
og Mo’ren er en ren Fresborrehoppe, der tog Primie syv Gange
ved den levende Gud. La’en trave, Fredrik!"
Og Fredrik giver Hoppen og sig selv en Motion hen ad
Markedspladsen, saa Støvet ryger dem begge om Ørene.
„Sikken et Fodskifte! Og saa from som en Due. Kom
her, Fredrik, kom med Dyret!"
Og Prangeren vil gnubbe Hesten over Mulen, men den
misforstaar den smukke Hensigt og napper arrigt efter Haanden
med sit store Gab og lægger Ørene langt hen ad Nakken.
„Ja — det har s’gu saa meget som ingenting at betyde*,
skynder Frandsen sig med at forsikre, „aldrig en Døjt, — det er
bare Humør og Ingteresse."
„Ja — men jeg er bange, den er for lille til Markbrug."
„For lille,–saa er jeg s’gu osse for lille! Den har,
hva’ den ska’ ha’! Den har drevet hele Jorden mutters alene for en
Amagerbonde sidste Aar, — det er ham, jeg har købt den fra."
„Ja — jeg vil nok købe Hesten, men jeg betaler ikke mere
for den, end hvad jeg har sagt. Det kan ikke nytte, det er en
halvgammel Kavaler. Saa lange Tænder, som den har!"
„Lange! Er det noget at kalde lange! Det er, li’som
Kre’turet er født med det, — nogen har lange Tænder straks fra
Mo’rs Liv, og saa er der andre igen, der aldrig faar en lang
Tand i Munden, om de saa ble’ tredive Aar. Det er den Slags
Ting, man aldrig kan regne med, naar Naturen er god i et Dyr.
Men — hva’ Fa’en — la’ Dyret saa osse være, vil jeg sige,
tretten, fjorten Aar, hva’ Fa’en si’r det, derfor kan den Hest s’gu
være Hest i tyve Aar endnu, naar den kommer et godt Sted og faar
en manerlig Omgang og Kernefo’r. Jeg vil Kraft knuse mig æde
den raa, hvis ikke den Hest, som den staar der, og De ta’r den,
— om De skiller Dem fra’en, hvis De faar’en, — og det er nu
osse li’emejet, hvis De ta’r den, som den staar, skal De faa’en
for lige ud tre hundrede og halvtreds Kroner, saa ved jeg, jeg
har behandlet enhver riælt."
„Jeg vil give Dem tre hundrede Kroner, det er mit sidste
Ord, Frandsen, og ikke en Skilling mere," siger Proprietæren i
en blid, men fast Tone.
„Saa la’ gaa!" brøler Frandsen og spytter længere end nogen
Tilskueren. 1995. 4-9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
