Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - R. Besthorn: Napoleon III’s Triplealliance
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Napoleon III’s Triplealliance.
739
at han eventuelt vilde udrette noget stort og knuse det forhadte
Preussen, uden at forpligte ham til at fatte en modig Beslutning,
naar Afgørelsens Time kom. Beust fik Franz Josephs Billigelse
af „Allianceforslaget", og Vitzthum begav sig tilbage til Paris
for at fortsætte Forhandlingerne. Nu kom Turen til Italien. Heller
ikke Forhandlingerne med denne Magt blev førte ad regelmæssig
diplomatisk Vej. Den italienske Militærattaché i Paris, Grev
Vimercati, var Mellemmand mellem sin Konge og de Franskes
Kejser, og først efterhaanden blev den italienske Gesandt i Paris,
Nigra, indviet i Hemmeligheden.
Kong Victor Emanuel var øjensynlig overordentlig villig til
at slutte hvilken som helst Alliance med de Franskes Kejser, men
han turde kun betro sig til sin Ministerpræsident, General Menabrea,
ikke til sine øvrige Ministre, der aldeles ikke delte Kongens
Anskuelser om, at Italien skyldte Napoleon III og Frankrig
Taknemmelighed, men vilde se Tiden an for eventuelt at slutte sig
til Sejrherren. For at skaffe sig en fast Støtte hos Nationen, hvis
franskvenlige Sympatier havde lidt et Skaar ved Mentana-Affæren,
søgte Victor Emanuel, der ogsaa selv nærede det inderlige Ønske
at gøre Rom til Italiens Hovedstad, at benytte Lejligheden til at
opnaa Indrømmelser i det romerske Spørgsmaal.
Han fandt varm Understøttelse hos Grev Beust, der netop
den Gang stod paa en meget spændt Fod med Kurien, men Rouher
var personlig meget utilbøjelig til at give efter i den Sag, og
det klerikale Parti ved Hoffet i Tuilerierne gjorde sig desuden
stærkt gældende gennem Kejserinde Eugenie, der paa Grund af
Kejserens tiltagende Svaghed fik større og større Indflydelse paa
Kejserrigets Politik. Til sidst slog Kong Victor Emanuel og
Menabrea sig til Ro med Napoleons Løfte om at lade de franske
Tropper rømme Rom, saa snart han saa, at Pavens Sikkerhed var
uantastelig, og den 4de Juni endte Forhandlingerne med et Udkast
til en Alliancetraktat, der gik ud paa, 1) at de tre Magter
sluttede en defensiv Alliance til Opretholdelse af den europæiske Fred,
2) at der i ethvert forekommende Spørgsmaal skulde indtræde en
fælles diplomatisk Aktion — og 3) at Østerrig forbeholdt sig at
udstede en Neutralitetserklæring, hvis Frankrig saa sig nødt til at
begynde en Krig.
Napoleon III og hans Raadgivere havde imidlertid faaet det
rette Blik for, at en saadan Alliancetraktat ikke havde stort Værd
for Frankrig, da Menabrea meddelte, at han, efter at have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
