Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Sven Lange: Nutidstyper fra det litterære Paris. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nutidstyper fra ilet litterære Paris.
757
og fyrigt, hvert af hans Smil er en trodsig Udfordring til Livet:
skulde han paa en Gang blive en galdesyg og menneskefjendsk
Bodsprædikant? Nej, de bitre Erfaringer eksisterer ikke længer
for ham, — Verden er saa skøn og rig selv for den fattige, Paris
ler og hulker udenfor hans Dør med sin utæmmelige Blodskraft,
og Kvinderne — ja Kvinderne! Er deres Legeme ikke Livets
sødeste Hemmelighed? Er det at lytte til deres Ord ikke en
Lykke? Er deres Smil ikke som Violintoner, saa berusende?
Og berust af sine Minder og af de Oplevelser, hver Dag
skænker ham, skriver han den splittergale Komedie: L’enfant
prodigue. Den er saare lidet vægtig, denne Farce, fordi den kun
er skreven som et Tidsfordriv, den er saare umoralsk, fordi den
overmodigt beundrer alt det, som Modenhed og Dyd hovedrystende
maa tage Afstand fra, og saare ulitterær er den endelig, fordi
den ganske er bygget efter den Form, som da var den gængse
for sceniske Arbejder: Hensigten med det hele var jo kun at
more den, der skrev, og skaffe ham nogle Penge til at more sig
videre for. Men Replikernes klare og faste Form, deres stiliserede
Naturtroskab aabenbarer allerede nu et særegent og dramatisk
Talent hos Forfatteren.
Han gaar nu til Teaterdirektørerne med sit Stykke, — og
han oplever her sit Livs anden store Skuffelse, der er af langt
større Betydning for ham end den tidligere, og som kommer til
at spille en afgørende Rolle i hans Liv: han lærer nu for første
Gang Teatermennesker og Kritikere at kende, —■ og hans aldrig
hvilende Kamp med disse Folk begynder her. Han bliver
Polemiker alene af Trang til at forsvare sig selv; hans vaagnende
Selvfølelse giver hans Personlighed den solide Basis, hvorfra han
hugger ud efter enhver, der vil forskertse ham hans Ret til Livet,
— Livet, som han elsker saa hedt og saa hensynsløst. De utallige
Afslag og Udflugter, han her møder, denne ydmygende Løben-om
fra den ene til den anden af disse Mænd, som han agter saa
ringe, har givet hans Forfængelighed Saar, som den aldrig
forvinder, har for Alvor plantet en Pæl i hans Kød. Og Følelsen
heraf breder sig ikke lidt efter lidt befriet ud over hans Sind som
den vage, sentimentale, alt omsluttende Weltschmerz; den brænder
heftigt i ham og giver hans Vrede den særegne skarpe Glød, der
vidner om, at hans Personlighed helt og ganske er til Stede,
saavel naar han skriver, som naar han lever.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
