Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Sven Lange: Nutidstyper fra det litterære Paris. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
758
Nutidstyper fra ilet litterære Paris. 758
To Aar efter „L’enfant prodigue*’s Opførelse (1868) har han
fuldendt et stort Drama i 5 Akter: Michel Pauper. Heller ikke
dette Arbejde staar særlig højt i litterær Henseende. Det er en
mørk Tragedie, der faar sit lyriske Sving af den smertelige
Forbitrelse, som en ulykkelig Kærlighedshistorie netop da fyldte
Forfatteren med, og sin glimtvise Højhed af hans voldsomme
personlige Selvfølelse; det har især Værdi som en Bekendelse, en
Udfordring, en Slaaen sig for Brystet. Men den tragiske Diktion
falder ikke Becque naturlig; han er endnu for meget Dilettant til
uden Risiko at kunne paatage sig den Skikkelse, han ønsker, og
den Kamp pro aris et focis, han her udkæmper, er for ringe til
at give hans Ord den tunge, smertemættede Klang, som man
hører ud fra de store Tragedier, —- de, hvori Digterens Jeg og
Verden dækker hinanden.
Saa kommer Krigen, — og der gaar nu otte Aar, uden at
han lader høre fra sig, otte lange Aar, de bitreste i hans Liv.
Fædrelandets Ydmygelse griber ind i hans Tilværelse som en
personlig Ulykke; dertil kommer Tabet af en højtelsket Broder og
en deraf følgende trykkende Fattigdom for hans Moder og ham
selv. Alt mislykkes for ham: han skriver en lille Piece:
L’enlkve-mentj hvorpaa han tjener 150 francs; han vender sig atter mod
Børsen, naturligvis uden Held. Livet viser Tænder ad ham, og
han har ikke mere Lykke til at tvinge det under sin Vilje.
Men i disse tunge Tider fæstnes og klares hans artistiske
Evner. Litterære Mønstre arbejdede han ikke efter; i stedse
højere Grad blev Livet selv hans Læremester i Kunsten at skrive.
Han forstod nu, at skal man anklage Menneskene, da er det ikke
nok at vise dem sin knyttede Næve og saa lade staa til; af sine
Erfaringer har han lært, at ene Kendsgerningernes Brutalitet
formaar «at gøre Indtryk paa den moralsk sløvede Tid. Og mens
han tidligere følte sit eget Væsen saa stærkt, at han kun mærkede
sig selv i Verden, opdager han nu med smertelig Forundring, at
der rundt om ham findes Skabninger, der lider under Skæbnens
Tryk og de mægtiges Forfølgelser som han selv. Disse Ting, som
han ser med sine Øjne, indvirker bestemmende paa den Form,
hvori hans Kunst efterhaanden fæstner sig. Dens dybe
Overlegenhed, dens usentimentale, fyldige Styrke, dens klare Ro skyldes
hans indtrængende Kendskab til Livet, hans Kærlighed dertil,
hans Had dertil, hans Tro derpaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
