Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Sven Lange: Nutidstyper fra det litterære Paris. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
764
Nutidstyper fra ilet litterære Paris. 764
et Glimt af deres fri Naturlighed. Thi Sproget i dette Skuespil
er saa klart, at det giver Indblik i Sindenes fineste Rørelser, og
samtidig er Helhedens Holdning stor, fribaaren og plastisk. Op af
det dagligdags Liv er et Par Mennesker løftede af en varsom
Haand, at alle kan se dem. Deres Forfængelighed, deres smaa
Passioner, deres Ønsker bort fra sig selv, har ført dem sammen i
de Forhold, Livet yder; men alt er forgæves: hver lever i sin
Verden, hver taler sit Sprog; hver en er ene. Og de vredes paa
Elskov og Troløshed og Skinsyge og kalder dem for Livets Tragik;
de ser ikke, at Grunden til deres Misére er den, at Hverdagslivet
kun evner at frembringe Disharmoni.
Og bagved dem staar deres Skaber og Mester Henry Becque.
Den Kunst, han raader over, har formaaet at give dem hver sit
særegne og levende Udtryk i diskret Sanddruhed, og dog er han
saa personlig til Stede i alt, hvad de siger, at man har Ret til at
se hans egen Udvikling i Stykkets, gennem hver Replik.
Med dette Skuespil har Becque altsaa foreløbig sagt sit
sidste Ord, — men kun foreløbig. Om ikke lang Tid vil
udkomme: Les Polichinelles, en stor satirisk Samfundskomedie, i
hvilken hans senere Ungdoms Bittterhed vaagner op for at mødes
med hans Manddoms overlegne Menneskeforagt og tumle sig smilende
med tusind Hug og Stød til offentlige Forhold og Personligheder
i hans Fædreland; det bliver sikkert hans Hovedværk. Planlagte
og delvis udførte er en lille kaad og henrivende Elskovsidyl.
skreven i de klareste Vers, og et større Skuespil: „Les grands
hommes41, hvis Titel alene lover meget; — men disse Arbejder
hører jo Fremtiden til. —
I den moderne franske Teaterlitteratur staar Becque ganske
for sig selv. De Veje, Dumas og Augier har traadt før ham,
vilde han ikke gaa. Med lige saa meget Skarpsyn som
Ensidighed har han i deres Værk ene og alene set en Fortsættelse af de
kunstneriske Principer, som for længe siden var blevet vedtagne
som de rette, og som uvægerlig maatte indvirke trivialiserende
paa Menneskebetragtningen i Værkerne. Men hertil vilde han —
i Rædsel for det banale — ikke være med. Første Gang .brød
han ud af Rækken med „Les corbeaux"; siden da er han gaaet
sin egen Bane, ledet af sin ufejlbarlige artistiske Sans.
Den kunstneriske Personlighed, vi nu møder i ham, og
som har givet sig saa smukke og varige Udslag, har saaledes
gaaet i Skole hos det stærke Liv, — dybt væsensbeslægtet dermed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
