Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - H. Kaarsberg: Sidse Peer Grovsmeds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
776
Sidse Peer Grovsmeds. 776
ham beholde den. Saa stod de en Tid lang og saa paa hinanden.
Uvilkaarlig flakkede deres tungtflyvende, vildsomme Sjæle
spejdende og søgende tilbage over deres Samlivs øde, slet pløjede
Mark. De fløj som et Par graa, forsultne Fugle, der stirrer nedad,
om de dog ikke til sidst skulde finde et Korn.
Men de fandt ingen Ting. — Ægteskabet havde fjernet
dem i Stedet for at knytte dem fastere til hinanden. Ikke saa
snart var den fattige Kirsten flyttet ind til al Smedens Herlighed,
saa var hun bleven som forvandlet. Beruset af sin Værdighed
som Smedemadam lagde hun sine forhen saa skrappe Hænder i
Skødet og lod Husholdningen gaa sin skæve Gang. Ikke havde
hun giftet sig for at slide i det som en anden Tjenestetøs! Byens
Sladderkællinger, — disse Samfundets onde, skadelige Aander, der
burde brændes som Hekse, om man kunde faa Tag i dem! —
Landsbyens Sladderkællinger gjorde en let Fangst i Kirsten Peer
Grovsmeds. Hun blev snart selv en af de allersnildeste til at
„sæbe Folk ind*. Og mens hun, Dag efter Dag, slubrede sin
Kafife i daarligt Selskab, gik det ganske jævnt ad Helvede til med
hendes forhen godartede Sindelag, med Husholdning inde og ude
og med hendes Forhold til Peer og Børnene. Den propre,
forhenværende Stuepige blev til en So i sit eget Hus. Forfængelig og
snakkesyg sad hun og knejste paa sin Mødding af et Hjem, rap
og stor i Kaffesøstrenes Selskab, sur og utilfreds, naar Per kom
ind og forlangte, hvad han skulde have. Og da Børnene kom,
blev det meget værre. Uopdragne og snavsede Børn bringer ikke
Hygge til Hjemmet. Og Peer, som holdt saa meget af Børn,
skændte tit nok, fordi hans egne gik og drev om saa grimede og
fæle, som om de hverken havde Fader eller Moder.
„Ded æ’ li’egodt Klydder med vos," mælede Smeden endelig
og saa forknyt ned i Gulvet.
„Ja — ded æ’ skidt, Peer," indrømmede hun og bøjede
Hovedet.
Deres Tanker fløj atter søgende afsted. — Der er dog altid
ét lyst Punkt i to Menneskers Mellemværende, fra de mødes, til
de skilles. Der er dog altid én lille, solbeskinnet og køn Plet,
hvorhen saadanne Menneskers Sjæle kan søge, naar de,
skuffede ved Livets ofte saa bitre Virkelighed, forundrede og haabløse
spejder efter en Trøst.
Peer var den, der først opdagede hans og Kirstens „Plet*,
— Han sagde endelig, efter lang Betænkning:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
