Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - A. C. Larsen: Prædikeren og Humoristen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
908
Prædikeren ojr Humoristen.
som anser sig selv for bedre end alle andre Mennesker. — og at
man saa dog alligevel med Tro hengiver sig til de etiske idealer.
Sligt ligger ikke for en Yngling, som endnu trindt om er hildet i
mangehaande Illusioner, der først kan og skal briste i Aarenes
Løb, hvis de da overhovedet brister; der er mange, som aldrig
kommer ud over Blændværket. »
Jeg vil derhos ikke lægge Skjul paa, at den humoristiske
Livsanskuelse er svær at praktisere. De fleste Mennesker trænger
til de faste Støttepunkter, som Dogmer giver. Heine har i sin
Omtale af den kantiske Filosofi paa sin sædvanlige vittige Maade
gjort opmærksom herpaa: „Efter Tragedien" siger han1) »følger
Farcen. Immanuel Kant har hidindtil givet den ubønhørlige
Filosof; han har stormet Himlen og ladet den hele Besætning
springe over Klingen. Verdens Overherre svømmer ubevist om i
sit Blod; der er nu ingen Albarmhjertighed mere, ingen
Fadergodhed, ingen Belønning hinsides for Afholdenhed her paa Jorden.
Sjælens Udødelighed ligger paa sit yderste. Hvilken Stønnen og
Jamren! Den gamle Lampe staar som bedrøvet Tilskuer med sin
Paraply under Armen; Angstens Sved og Taarer rinder ned ad
hans Ansigt. Da forbarmer Immanuel Kant sig og viser, at han
ikke blot er en stor Filosof, men ogsaa et godt Menneske; han
overvejer, og halvt godmodig, halvt ironisk siger han: „Den gamle
Lampe maa have en Gud; ellers kan det stakkels Menneske ikke
være lykkeligt; men Mennesket maa være lykkeligt i Verden. Det
siger den praktiske Fornuft. Lad gaa! Saa maa ogsaa den
praktiske Fornuft staa inde for Guds Tilværelse*. I Kraft af
dette Argument skelner Kant mellem den teoretiske og den
praktiske Fornuft, og med denne genopliver han som med en
Tryllestav den af den teoretiske Fornuft dræbte Deismes Lig." Man
skal for Resten ikke skamme sig ved at blive som Kants gamle
Tjener Lampe. Heine endte med at gaa over til dennes
Standpunkt, og Grunden hertil var vel netop hans humoristiske Natur;
Humor ligger nær ved Livets varme Kilder. Men paa den anden
Side forhindrede Humoren ham ogsaa fra at blive ortodoks som
Lampe. Han vedblev med at spøge lige til det sidste. Naar
man spurgte ham, om han troede paa Bileams talende Æsel,
svarede han2): „Jeg har aldrig set et Æsel — det vil da sige:
l) Säinmtliche Werke VII, 1885. Deutschland I, S. 106.
Samme Sted, S. 12.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
