Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Adolf Paul: Et Eventyr fra Ødemarken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Eventyr fra Ødemarken.
925
Denne sukkede, og den gamle fortsatte:
„For eder andre er Ødemarken bare noget dødt. t ser i
den ikke andet end Træer, Stene, Vand og vilde Dyr, for eder er
den bare Mad, Brænde og Fare — intet andet. Men for mig er
den Livet og Skønheden selv. Naar endelig Sommeren kommer
og Solen skinner deroppe paa Himmelen, stor og gul, da trækker
Sneen sig langsomt tilbage til de højeste Fjældspidser og ligger
der og glinser som Sølv. Og Skoven staar der mørk og dyster
og svanger med meget Liv og mange Hemmeligheder og hovmodig,
fordi den har klatret op og ned ad saa mange stejle Skraaninger.
Og den ejer hele Landet oppe fra Sneen og her ned til Floden, som
flyder bred og mægtig gennem Dalen. Ved Floden maa Skoven
gøre Holdt; den staar der og tænker efter, hvordan den skal
komme over og spejler sig, til den ganske glemmer det. For
Strømmen kan saa godt skuffe den og lede den i Fristelse. Den
anstiller sig saa dyb og saa blaa som Himmelen, og Skyerne sejler
dernede, Solen og Maanen straaler der ogsaa, og Skoven bliver
ganske forvirret og ved ikke mere rigtig, hvor den har sin Himmel,
og om den staar paa Toppene eller paa Rødderne. Og den bøjer
sig altid dybere ud over Strømmen, for at kunne kige paa den
anden Skov, som vokser dernede med Toppene nedad.
Men Strømmen tirrer den og gnaver lidt af Stranden snart
hist snart her, indtil en eller anden Trækæmpe mister Ligevægten,
— glider ned med Rødder og løsreven Jord og styrter i Strømmen.
Da ler Strømmen lystig og, medens den slynger den faldne Kæmpe
som en Bold mellem Fossens Stene, brøler den for Spøg som en
gammel Bjørn. Skoven suser misbilligende til Legen, men den
faar saadan en respektfuld Kærlighed til Strømmen, saa her nede,
hvor Strømmen udvider sig og lægger sig til Ro som Sø, sender
den en bred, blød, grøn Eng imod den for at omarme den ømt.
Da smygér Søen sig ind i det grønne Englejes løse Jord
og sender sine Hemmeligheder op i Lyset som store
Underblomster af de dejligste Former. Paa Engen i Solskinnet ligner
de Søen og faar Øjne saa blaa, som Himmelen har gjort dem,
men jo nærmere de kommer Skovranden, jo mere rødmer deres
Uskyld for alle Skovens Hemmeligheder, og der inde mellem
Træstammerne lyser de som rød Ild.
Men Skoven trænger sine Hemmeligheders Rødder dybt ned
under Søen og sender dem saa op i Lyset, rensede af Vandet, paa
hvis Overflade de hviler som store, vidunderlige Liljer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
