Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Adolf Paul: Et Eventyr fra Ødemarken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
926
Et Eventyr fra Ødemarken. 926
Over Vandfladen jager guldglinsende Libeller efter Elskovens
Nydelser, saa længe endnu Livsdagen varer; — medens Millioner
store Myg kommer dansende med Musik, som de har lært i Skoven,
og koncerterer og danser for Solskinnet, som betaler saa
rundhaandet. Og de faar aldrig nok. — Endnu af de allersidste
Sol-straaler tager de Guldet og farer saa tilbage ind i Skoven med
deres Musik, — medens Solen et Øjeblik gaar bag Fjældet for at
hente mere Guld.
I Skoven kvidrer og synger en ensom Sangfugl for sin
egen Fornøjelse uden at bekymre sig om al den anden offentlige
Koncerteren; — nede ved Stranden fortæller Vildanden sine Unger,
hvor vigtigt det er her i Livet at kunne svømme og dukke,
nøjagtig som Faderen og Bedstefaderen saa viselig har lært hende
selv; store, hvide Svaner kommer flyvende fra Syden for at tage
Sommerbolig her oppe, hvor det er køligere. Og de bryster sig,
medens de stolt glider hen over Vandfladen og tier om det, de
ikke ved.
Men i Skoven gaar Skovens Herre, Bjørnen, søgende Rødder
og Bær, og han brummer, fordi Tiderne er saa slette, — fordi
Rensdyrene løber for langt mod Nord, saa snart Sommeren er
der, og fordi ogsaa de andre Dyr betaler sin Tribut saa slet. —
Og han brøler af Raseri, naar han tænker paa eder fremmede,
som kommer herop, fordærver Ødemarken for ham og slet ingen
Tribut vil betale, men tvinger ham til at tage den med Magt og
at føre Krig med eder om Herskerretten paa Liv og Død.
Men om Aftenen, naar Maanen glider over Træstammerne
og slaar en Bro over Søen, lige til min Hytte, hvor den spiller
sagte paa Døren, da er min Time kommen. Mit hele Jeg gribes
af Bevægelse, Døren springer op af sig selv, den gamle Zither
ligger paa mine Knæ, uden at jeg ved, hvordan den er kommen
der, og saa sidder jeg længe, længe paa Tærskelen og spinder
Toner, lyse og skøre som Maanens Sølv, lette og luftige som
Spindelvævens Traade.
Og de flyver langt, langt did hen, hvorfra jeg er kommen
og henter Erindringer og Stemninger frem, og jeg bliver saa
besynderlig til Mode, at jeg maa græde. Da besnærer Ødemarken
mig med sin Kærlighed og bringer mig til at glemme. Søen glider
frem som luftig Taage, og Taagen gør alt til et Hav, hvori Engen,
Skoven og Øen med min Hytte synker ned, min Længsel stivner
i behagelig Kulde, mine Øjenlaag bliver tunge og falder til. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
