Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Adolf Paul: Et Eventyr fra Ødemarken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Eventyr fra Ødemarken.
933
Et Ansigt havde stirret paa ham fra Dybet, — et
skrækkeligt, modbydeligt Udyrs Ansigt, — den skæve, halvaabne Mund
hylede truende med den ene, lo haanlig méd den anden Side, —
Øjnene var lukkede, men i Panden, lige ved Haarroden, var en
blodig Aabning, hvoraf et vanvittigt Øje stirrede ud.
Han tog sig sammen og bøjede sig ud over Randen paa den
anden Side af Baaden, — det samme blodige Øje stirrede atter
paa ham, — den samme skæve Mund truede og haanede ham
fra Dybet.
Han hylede højt af Skræk — Skoven gentog Hylet,
Klipperne kastede det tilbage i en Haanlatter af hundrede Ekkoer, hele
Naturen lo den ud, hin væmmelige Karikatur, som Søen
genspejlede, og skreg det ud i den hele Ødemark: dette Monstrum,
dette Indbegreb af al Hæslighed var kommet hid til Skønhedens
Hjemsted, vilde rive Herredømmet til sig, være Herre og ødelægge
Ødemarken med sin Ild og sin Økse! Bare for at fylde sin Mave
og blive rig!
Han skreg og hylede som en forrykt — det var jo hans
eget Ansigt, han havde set!
Og hvert Klageraab blev som Haanlatter kastet tilbage fra
Skoven. — Og greben af en Rædsel, saa den kolde Skælven jagede
ham gennem Aarerne, roede han af alle Kræfter til Øen, — sprang
ud af Baaden og lod den drive. Han gik ind i den gamles Hytte,
trak Døren til og sad der alene i Mørket sitrende af Angst.
Nu først forstod han, at det havde været bedre for ham,
om han aldrig mere var kommen til at se, og at han havde myrdet
sin Velgører. Han vilde græde, men han kunde ikke, han vilde
skrige, men vovede ikke for ikke at høre sin egen Stemme.
Lidt efter lidt beroligede han sig, medens han sad derinde
i Hyttens mørkeste Hjørne. Det var jo ikke muligt, at han kunde
se saaledes ud, — det maatte være en Øjenforblindelse, eller det
havde været et Søuhyres Ansigt, han havde set. Ja, det var det.
Han følte sig træt og syg som efter Kampen med Bjørnen,
da han laa der og den gamle sad hos ham, plejede ham og vakte
hans Fantasi med alle Ødemarkens Herligheder. Han forsøgte at
se det igen, men i hans Indre var nu bare et Billede brændt ind:
— Billedet af hans eget Ansigt, — nej, — ikke det, ikke det! —
Han kunde ikke se saadan ud!
Han forsøgte at tænke paa noget andet, men altid gik
Tankerne igen ad samme Vej, og pludselig saa han Ansigtet igen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
