Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Adolf Paul: Et Eventyr fra Ødemarken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
934
Et Eventyr fra Ødemarken. 934
men nu saa stort, at det fyldte den hele Stue, hint forfærdelige,
fordrejede, haanende Ansigt, hvoraf et blodigt Øje, der sad skævt
i Panden, stirrede frem paa ham.
Fnysende og jamrende stod han op og gik omkring i Stuen
som et indespærret vildt Dyr, — gik uden Afbrydelse, til han
pludselig sank sammen og sov ind.
Paa en Gang fo’r han op af Søvnen. Han havde drømt,
at han igen var hjemme i sin egen Stue, — i Sideværelset sov
Broderen med hans Kone. Ha! han skulde hævne sig paa dem!
— Han grov i Asken efter Ild for at tænde Huset i Brand, men
alt var koldt og slukket.
Kun paa Bordet glitrede noget. — Det var Zitheren —
Maane-skinnet spillede ind gennem den halvaabne Dør og strøg hen over
Strengenes Glans. — Matti tog Zitheren, gik ud paa Trappen,
satte sig og vilde spille, men hans Fingre kunde ikke tvinge
Strengene til at klinge, de skrattede bare og vilde ikke give nogen
Vellyd fra sig. Han gik ind, kastede Zitheren tilbage paa Bordet,
lagde sig og sov ind.
En skrækkelig Sult vakte ham. Han stod op og
gennemsøgte hele Stuen uden at finde noget, gennemsøgte hele Øen, men
fandt ingen Bær. saa intet Liv.
En liden Fugl kvidrede i Toppen af en Birk og fløj saa
hen over Søen og ind i Skoven. Han vilde ogsaa over for at
søge sig noget at spise der. Men Baaden var borte, den drev
langt ude paa Søen, og i den laa endnu den gamles Bøsse. Matti
klædte sig af og steg i Vandet for at svømme efter Baaden, —
men skreg igen højt af Angst og sprang tilbage til Bredden, thi
det fæle Ansigt stirrede op imod ham nede fra Dybet, hvor han
end vilde kaste sig ud, Ansigtet, der tilhørte Ødemarkens onde
Aand. Og paa sine Klageraab flk han bare Haanlatter til Svar.
Nu havde den fanget ham, Ødemarken, og den vilde
ikke mere slippe sit Offer.
Han ventede, til det blev mørkt, for da at svømme over,
— men om Natten skinnede Maanen, og da grinede Ansigtet ham
endnu uhyggeligere i Møde fra Søen.
Flere Dage gik han omkring paa Øen, svag og elendig af
Sult, til sidst halv vanvittig af Smerte og Dødsangst.
Og hver Nat skinnede Maanen.
Endelig var det, som om Matti havde lidt nok. En Morgen
laa Baaden der og gyngede ganske nær ved Stranden. Den var ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
