Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 En Bekendelse.
hvilke den ene straks komplimenterede mig for min engelske
Udtale. Jeg svarede, at jeg var Student, men at jeg i denne Sommer
aftjente min Værnepligt og i Morgen atter var en fri Mand. Ordene
tog jeg, hvor jeg fandt dem. Dette gav Anledning til en
Samtale, hvoraf fremgik, at de alle tre var paa Tilbagerejsen til de
Forenede Stater, efter at have gjort en Sommertur i det vestlige
Norge, samt at de nu blot afventede det første Dampskib, der gik
-over til Hull. »Det vil sige om fire Dage," svarede jeg hurtigt,
hvorpaa jeg i malende Farver udtalte mig om Egnen, hvis
.Skønhed og Ynde vel fortjente at kendes. „Saa meget heldigere",
sluttede jeg, „som jeg i Morgen kaster Uniformen og saaledes kan
være Damerne til Tjeneste, hvis de maatte ønske det." Denne
lidt vovede Vending fra min Side blev mødt med høje Udbrud af
Taksigelse. De to Damer, der hele Tiden førte Ordet, mens Clary
forblev tavs, erklærede, at de var henrykte over at møde en saa
ufortjent Elskværdighed i et fremmed Land; det var aabenbart,
at min Høflighed smigrede dem. „Hvor heldigt, min Pige," sagde
de til hende, „at vi i et saa behageligt Selskab kan lære denne
Del af Landet at kende." For første Gang henvendte jeg mig nu
direkte til min udkaarne. „Tillad mig at være Deres Cicerone,"
sagde jeg og saa ærbødigt smilende paa hende. Men i mit Bryst
hviskede det: „Clary, Clary!" Hun maatte have hørt det i min
Stemmes Klang; thi hun blev atter ganske rød. Hvor betagende
forekom hun mig! Min Sjæl var fyldt af hendes Skønhed; hun
syntes mig attraaværdigere end alle andre Kvinder; jeg maatte
-eje hende! Aa, jeg havde alt hundrede smaa Hemmeligheder at
fortælle hende! I Stilhed tog jeg hendes Haand og trykkede den.
„Clary", hviskede jeg og denne Gang hørbart. Der lyste et Drag
af barnlig Overraskelse i hendes Ansigt: hvorfra kendte jeg vel
hendes Navn ? Da jeg atter trykkede den lille behandskede Haand,
havde hun bøjet sit Hoved. Vi var nu komne ind i selve Byen,
-og jeg var nødt til at paalægge mig større Forsigtighed.
Dragerne trippede godmodigt foran, og vi to fulgte efter i nogle
Skridts Afstand. Hvorfor gik hun med bøjet Hoved? En Følelse
af Anger sneg sig gennem mit Sind. Hun saa i dette Øjeblik saa
hjælpeløs, saa træt og opgivet ud. „Er De vred paa mig?" spurgte
jeg dæmpet. Hun saa op og rystede paa Hovedet; hendes Øjne
var ømme af Tungsind. „Mød mig i Eftermiddag oppe ved
Fontænen," hviskede jeg og trykkede for sidste Gang hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
