Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
En Bekendelse.
nende Hane. Dugperlerne blinkede i det første anelsesfulde Skin
af den stigende Sol, og der tegnede sig en mørk Stribe i Græsset,,
livor jeg gik.
Havde jeg før kendt Træthed, var den nu som blæst bort.
Jeg var taknemlig mod alt, som var til, og stod længe i
andagtsfuld Betragtning af det lille Hus oppe i Lien, hvor hendes Tanker
endnu vaagede. Jeg elskede, og jeg var elsket. Alting elskede
jeg i denne store, foranderlige Verden, og mit Øje fyldtes med
Taarer.
Slig Nat efter Nat. Dagene gik hen i Længsel og Nætterne
i en Rus af Lykke. Men den største Lykke var dog Ensomheden,
naar Sindet i sin Fylde spejlede, optog og forvandlede alt, til jeg
ikke længer var mig selv, men Blomsterne paa Marken, Træerne,
som suste over dem, og Himlen, som blaanede ind i mine Tanker.
Je^r spørger mig nu undertiden selv, om det var hende, jeg
elskede, eller om det var mit eget Sinds Udfoldelse, der
henførte mig.
Et henrivende Æventyr, og om fjorten, om otte, om fire
Dage er det forbi! Umuligt! Og dog sagde jeg atter og atter
til mig selv, at da er det forbi. Og det syntes mig næsten
naturligt, at det ikke kunde vare længer. Hun rejser, og du bliver
siddende ensom tilbage under Mindernes glødende Høstløv! Jeg
sagde det ogsaa til hende. Hun blev tavs, mørk og indesluttet.
Indtil hun en Nat bad mig følge hende over Havet. Hendes
Fader var rig, meget rig, og hun hans eneste Datter. Hun
kastede sig om min Hals og tryglede mig om at følge. „Vi gifter
os derovre," sagde hun. „Naturligvis," svarede jeg, men indeni
mig selv tænkte jeg: Æventyret varer ved; dit Livs Æventyr er
endnu ikke ude!
Jeg maatte le; alt gik sammen i en Drøm. Inden kort
Tid var jeg Mr. Jonathan Bardekins Svigersøn. Jeg gik om i en
Fortryllelse og lo. Jeg lo for mig selv, naar jeg vandrede saa
troskyldig blandt Menneskenes Børn, som om ingen Ting var paa
Færde, og jeg lo højt, naar Clary om Kvældene bredte ud for
mine overraskede Blikke en hel liden Butik af Herregenstande,
som det var hendes Fornøjelse at indkøbe og triumferende spurgte
mig, om jeg nogen Sinde havde anet slige Rigdommes Tilværelse.
Ogsaa hun’ lo, naar hun forestillede sig mig som sin Faders
Kompagnon. „Han er uhyre rig," gentog hun Gang paa Gang, „og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
