Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
11 En Bekendelse.
Vi sad om Aftenen paa en Højde over Byen og lyttede til
Bølgernes fjerne, dæmpede Sus. Der. var en Anelse af Maaneskin
i Luften, som meddelte den en bedaarende Renhed, et Skær af
Uberørthed, en Finhed og Blødhed som i vaagnende kvindelig
Ømhed.
„Hvor vakkert," sagde hun, „at man ikke ser Maanen, men
bare Skinnet af den."
Atter betoges jeg af samme Angstfølelse som om
Formiddagen. „I Nat er hun min," opmuntrede jeg mig selv, „og der
eksisterer ingen Dag i Morgen."
Vi fulgtes Arm i Arm op ad Gaden til Hotellet, hvor nu
ogsaa jeg var flyttet ind, begge tavse og ømt bevægede. Det var,
som jeg gik ind til en sød og evig Hvile.–
En forunderlig skøn Tid, der nu begyndte! Den stiger
frem i min Erindring med Lykkens klare Farver over
blomster-mylrende Enge. Min Elskedes unge, nyvakte Sanser tændte
ogsaa mit Sind i Glød, og snart stod jeg i bævende Vemod og
saa det udfolde sine Rigdomme. Jeg sagde til mig selv: Nu lever
du dit Livs Midsommerdag; om lidt falder Skyggerne, men endnu
er Dagen oppe. Og jeg sank hen i Deltagelse for alt, som levede
med mig i samme Stund, — o, min Ven, ogsaa jeg har haft min
Vaar her paa Jorden !
Den begyndte, da Glary flyttede en halv Mils Vej ovenfor
Byen, hvor hun for en fjorten Dages Tid lejede et lidet Hus. Selv
blev jeg boende i Byen som før, idet vi var komne overens om
at skjule vort Forholds virkelige Natur. Men naar Dagen sank,
og den lyse Sommernat gik sin ensomme Drømmegang over
Jorden, var jeg alt paa Vejen til hende. De lyse Sommernætter
sværmer i Sorg, i Længsel, eller de vaager i Højtidsstemning over
et fjernt, helligt Minde. Stundom stiger der et Suk af deres
blege Bryst, men selv taaler de ikke profane Lyd. Jeg sprang
gennem disse lyse Nætter med Hjertet hamrende i Brystet og
Blodet bankende igennem alle Aarer. Fred overalt, Drømmero
lige til Himlens yderste Rand, hvor et Skær af Solnedgangens
Guld var blevet igen til Natten.
Der var endnu en, som vaagede; hun var Sommernattens
blege Brud, og snart hvilte jeg i hendes Arme.
Men før Solstraalerne rødmede Grantoppene oppe i Lierne,
var jeg allerede langt borte. En blaalig Røgsøjle hævede sig fra
en liden rødmalet Husmandshytte, og jeg hørte Galet af en vaag-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
