Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Bekendelse.
17.
Umærkeligt lader jeg Haanden hvile et Sekund paa hendes Knæ.
Hun gør ingen afværgende Bevægelse. Jeg tager hendes lille Haand
under Bordet og trykker den i min. Hun gengælder ikke
Haand-trykket, men lader mig roligt beholde Haanden uden at fortrække
en Mine. Rundt om os klirrer Gafler og Knive, og der er en
uophørlig Larm af pludrende Stemmer, af Latter og høje Udraab.
Jeg kender det, som jeg har været i Berøring med Ild. Mit Hjerte
klapper, saa jeg synes, alle maa kunne høre det, og jeg skælver i
Knæene.
Ikke før har vi rejst os fra Bordet, før jeg skynder mig ned
i min Lugar, hvor jeg kaster mig paa Sofaen med Hovedet begravet
mellem Armene: Jeg er fortabt, grebet af et Dragsug, der
ubønhørlig vil hvirvle mig til Skum, til Skum. Med de heftigste
Bebrejdelser retter jeg Anklagen mod mit eget Bryst. Hvilket
modbydeligt Fruentimmer! Fy, fy, siger jeg, som vil jeg vise hende
bort fra mig. Men hun smyger sig ind i mine Tanker, til jeg slaar
Armene om hendes Liv og svimler bort med hende. Jeg søger at
holde Clarys Billede fast, men den anden er stærkere. Hun trænger
Clary til Side og staar foran mig med Smil i de store, staallysende
Øjne. Hvilken Gemenhed af mig, hvor kan jeg dog nænne det!
Hvor skamløst! Jeg beslutter mig pludselig til ikke at vige fra min
Kahyt, før vi er fremme. „Du er i Fare," hvisker jeg. Klangen i
min egen Stemme maa have skræmt mig; thi jeg gik forsigtigt hen
og aabnede Døren paa Klem. Der var ingen. Hele Eftermiddagen
fumler jeg om mellem Forsætter og Beslutninger, til Skumringen
trænger sig ind i det lille, trange Rum, som jeg fylder med mine
rædde Tanker. Da banker det sagte paa min Dør; det er Clary,
som hed i Kinderne beder mig komme ovenpaa og betragte
Solnedgangen: Et sligt Syn har jeg aldrig set. Jeg omfavnede hende
med Heftighed og styrket af hendes Nærvær følger jeg hende op
paa Dækket.
Den glødende Kugle nærmer sig Havranden. I dens
bristende Skær synes Havet at ligne smeltet Guld. Langs Skibets
Ræling staar Passagererne i smaa Grupper og stirrer mod Vest.
hvor Skyernes Ild flammer over Himmelhvælvet. Der lyder Udbrud
af Beundring og Henførelse. Da det sidste Glimt af det kongelige
Syn slukkes, hersker der Tavshed over hele Skibet. Glary læner
sig tæt til min Arm, som det er hendes Vane, naar hun er ømt
bevæget og kysser i Hemmelighed min Haand. Jeg føler mig lyk-
Tilakueren. 1896 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
