Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Bekendelse.
19.
Fantasi. Med Glarys Billed i min Sjæl staar jeg rustet til Kamp
mod alle Fristelsen Lig Naturen i sin Drømmero, slig hviler mine
Tanker ud i et Ocean af Fred. Hvilken mild og velgørende Aften!
Er det ikke, som om Stjernerne deroppe glimter frem fra en endnu
større Klarhed, end jeg er i Stand til at fatte, der de spejler sig i det
mørke, glidende Vand . . . fjerne, gyldne Haab, der spejler sig i
en dunkel Sjæl? Ja, jeg vil være god mod Clary og aldrig svigte
hende. Som havde hun været en liden, forfrossen Fugleunge, der
trængte til Varme, tog jeg hendes Billed op og betragtede det
kærtegnende. Jeg lovede at beskytte hende og gøre det lyst for hende
alle hendes Livs Dage. Og hvad der maatte være spredt og
ufuldkomment i mit eget Væsen, det skulde i Kraft af hendes
Kærlighed samles, styrkes og hærdes. Jeg selv skulde blive
anderledes, alt skulde blive anderledes!
Længe sidder jeg i Halvdrømme og røger Cigaret efter
Cigaret, mens jeg lader de sidste Tiders Begivenheder passere forbi.
Det begynder at blive tomt ’paa Dækket. Endnu lyser i
Skumringen det røde Blink af en enkelt vandrende Cigar, til ogsaa
den slukkes, og jeg er alene tilbage. Jeg er imidlertid saa langt
fra at være træt; tværtimod kender jeg mig særlig oplagt til i
dvælende Behag at nyde af Nattens kølige Skønhed. Jeg beslutter
mig altsaa til at gøre endnu nogle Slag frem og tilbage paa
Agterdækket. før jeg gaar til Sengs.
Hvem kender ikke denne ubestemte Lykkefølelse, hvori en
Nat under Stjernerne formaar at hensætte Ens Sind? Man er alene
med sig selv, skilt fra al Jordlivets Sorg og Tyngsel. Alle sover,
og der stiger gamle Minder frem for Ens Blik, mens Fremtiden
løfter sig lig en Dag med uendelige Vidder. Hvor længe jeg
saaledes har drevet hvileløs omkring, ved jeg ikke, men da jeg
paany vender mig for at gøre den samme ensformige Vandring om
igen, faar jeg Øje paa en tilsløret Kvindeskikkelse, der ikke staar ti
Skridt fra mig. Saa pludselig er denne mystiske Skikkelse dukket
frem, at jeg forgæves spørger mig sélv, hvor den kom fra. Og dog
ved jeg i samme Sekund, hvem det er. Jeg kender igen den
faste, tætte Figur og aner bag Sløret et Par graa Øjne: Det er
hende. Mit Hjerte klapper som ved Middagsbordet, jeg sitrer, og
min Stemme er hæs, da jeg hvisker: „Er det Dem?" „Ja," svarer
hun. — Jeg vil flygte, men staar naglet til Pletten. Hun kommer
nærmere. I det samme bruser der en Strøm hedt Blod gennem
mit Legeme, jeg synker paa Knæ foran hende og klamrer mig i
2*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
