Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
En Bekendelse.
Fortvivlelse ind til denne Kvinde, som jeg hader. „De er min
Skæbne, De er min Skæbne!" Vi tumler ind i Dækslugaren, hvor
Luften endnu er kvalm af Røgen fra Cigarer og Cigaretter, og
hvor jeg nu kaster mig som et Dyr over hende. Jeg er fra Sans
og Samling; lidt efter lidt synker hun helt hen i min Favn, og
vore Kys falder tunge og glødende . . . Hvorfor pludselig denne
Modstand? Hun søger at rive sig løs, men forgæves. Jeg holder
hende sluttet som i Jærn. „Slip mig dog, slip mig dog!" Jeg
rejser mig ør i Hovedet, forbitret, fortumlet. Hun er borte. Foran
mig staar Clary hvid som et Lig; den venstre Haand har hun
presset mod Hjertet. „Clary!" raaber jeg og rækker Armene bedende
mod hende. En vild Rædsel griber mig, en Angst for at tabe hende,
en Forfærdelse saa uimodstaaelig og sønderrivende, at jeg slænger
mig, saa lang jeg er, paa Gulvet og kryber som en Hund
foran hende.
„Hør mig," beder jeg, „hør mig og stød mig ikke fra dig.
Du har intet set, ikke sandt, du har intet set; det hele var
Galskab, Vanvid! — Vaagn op, Clary, kære, elskede Clary, og se paa
mig med de gode, gamle Øjne!"
Jeg har slynget Armene om hendes Ben og grebet den
højre Haand, der hænger slåp og livløs ned.
„Tro mig," fortsætter jeg, „det var en Halucination; om
lidt vaagner du op, og da er det hele glemt. Saa sig dog noget!
Jeg rejser mig ikke, før du har sagt, at det var en Drøm, en ond
Drøm, som du selv ikke tror paa!"
Jeg holder den tunge, viljeløse Haand knuget i min og
stirrer bønligt op i dette hvide, dødlignende Ansigt, hvis halvslukte
Øjne ikke ser mig. Om hun i dette Øjeblik havde slaaet mig,
trampet paa mig, jeg vilde have grædt af Glæde, kysset hendes
Fødder af Taknemlighed.
Med et pludseligt Ryk gør hun sig fri af min Omfavnelse
’ og tager nogle vaklende Skridt bort over Agterdækket. Lig en
Søvngængerske. Saa atter nogle Skridt: Jeg følger efter hende, ydmyget,
sønderknust, færdig til Underkastelse. Paa Bænken længst agterude
synker hun sammen med Hovedet bøjet og Hænderne foldede i
Fanget. En dyb Følelse af Medlidenhed gennemstrømmer mig, en
uhyre Fornemmelse af min egen Troløshed, en Bølge af
Ømhed. „Tilgiv mig," hvisker jeg og knæler andagtsgreben foran
hende; det er de eneste Ord, jeg kan faa frem. Hendes Blik møder
mit: „You have broken my heart, you have broken my heart!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
