Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Bekendelse.
21.
Stemmen lyder jamrende som et lidet Barns. Da bliver jeg ræd.
Jeg rejser mig stille og ærbødigt og vakler tilbage til Dækslugaren,
hvor jeg med Knæene paa Fløjlssofaen og med Ansigtet presset
mod Ruden stirrer ud i den blege Nat, hvor hun sidder tavs og
urørlig lig et Billede paa stum Sorg. Hvor længe sidder jeg slig?
Jeg ved det ikke. Maaske en Time, maaske to. Jeg tør ikke flytte
mig af Angst for, hvad der i næste Øjeblik vil ske. Maskinen
stamper, Lampen under Taget ryster og klirrer, Vandet bruser,
bobler, syder eller rasler som Spøgelsers Slæb, der følger Skibet
paa dets Gang gennem Sommernatten, og i alle disse Lyd blander
sig et overgivent Barns haabløst klagende: You have broken my
heart, you have broken my heart!" Mine Knæ er tunge som
Blylodder, og jeg føler en svidende Tørhed i Halsen. Da rejser
hun sig. Ogsaa jeg rejser mig. Hun stiger op paa Bænken, hvor
hun nys har siddet, og hendes Skikkelse tegner sig som en mørk
Masse mod Luften. Jeg masrker mig hver Bevægelse,. og det
und-gaar mig heller ikke, at hun løser det violette Silkeskærf, der er
bundet i Kors over Brystet, og knytter det med al sin Kraft om
Halsen. „Clary," raaber jeg i den højeste Nød. Med et Spring
er hun overbord. Overbord, overbord! Jeg raser hen til
Rælingen og stirrer sanseløs ned i det fraadende Dyb. „Overbord,"
skriger jeg paany, men Stemmen svigter mig. Tilbage til Lugaren,
hvor jeg i samme Stilling som før med Knæene paa Fløjlssædet
og Ansigtet presset mod Ruden giver mig ganske idiotisk til at
stirre ud i Natten. Hun er der ikke. Død og borte, sporløst
sunket til Bunds. Det store Skib glider afsted genem den tavse
Nat og fører mig bort, langt bort fra det Sted, hvor min Elskedes
Lig hviler.
Over mig Himlens udstrakte Hvælv, rundt om mig det øde,
mumlende Hav. Jeg staar ensom i det umaalelige Rum og ser
ingen Mulighed for Redning. Havet hvisker og klager, Stjernerne
ruster og synker. Nattens Fortryllelse er brudt, og graat som et
Genfærd lister Dagen frem i Øst. Bølgerne vælter sig sorte og
tunge langs Skibets Sider, og hør, det raaber paa mig fra Dybet,
men jeg tør ikke følge, det griber efter mig med fangende Arme, og jeg
flygter i Angst for det uundgaaelige. Jeg har ogsaa en Gang tidligere
følt den samme isnende Skræk; det var i Barneaarene, da jeg havde
forvildet mig i Skoven, og Natten kom. Trætoppene suste over mit
Hoved, og det puslede som smaa trippende Fødder.-skrattede eller
skar pludselig i at græde . . . Aander, der usynlig var om mig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
