Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Bekendelse.
23.
sammen i Angst for, hvad der vil komme, mens jeg hele Tiden
holder Haanden krampagtigt klamret om Sengestolpen. Hver Lyd
opfatter jeg med intens Klarhed og Styrke; en Fyrstikæske, der
falder paa Gulvet i Kahytten ved Siden af, faar mig til at fare
sammen; alting hører jeg, og der er intet, som undgaar mig. Saa
falder der en Smule Ro over mit Sind. Et lidet Pusterum, tænker
jeg ved mig selv, som du maa se til at benytte. Du er en
Forbryder, men endnu ved ingen, hvad der er hændt. Hvorledes skal
du kunne skjule din Forbrydelse? Min Hjerne krydses af Planer,
som jeg atter opgiver. Hvor frugtesløst! Der er Aander omkring
dig, og dine hemmeligste Tanker kender de. Slet ikke tænke! Jeg
ligger en lang Stund ganske stille, til det er, som min Sjæl skal
kvæles; med en voldsom Viljesanstrengelse skruer jeg Kahytsvinduet
op og bader mit syge Hoved i den indstrømmende Luft, der skinner
af Guld og Morgensol. Og se, derude stiger den glødende Kugle
atter op over Havfladen, hvis Bølger svulmer i de første Straalers
Varme, der ogsaa fylder mit lille Rum med Livets velsignede Lys.
Jeg aander Luften ind i dybe Drag, lukker Øjnene og ligger
ubevægelig, til jeg ud paa Morgensiden falder i en fast, drømmeløs Søvn.
Da jeg paany slaar mine Øjne op, staar Nattens Drama klart
for min Bevidsthed. Jeg hører Klangen af muntre Stemmer derude
og brænder nu blot efter at erfare, om nogen har gættet, hvad
der er foregaaet. I den hverdagsligste Tone af Verden beder jeg
Opvartningspigen ikke at vække min Hustru, der ikke er ganske
vel. Jeg vil selv besørge, hvad hun maatte ønske. Ganske
tilfældigt spørger jeg hende, hvor den kom fra, denne Larm, der gjorde
mig saa forskrækket i Nat. Hun svarer, at det var en, der skreg
i Søvne, og at slige Tilfælde baade kan passere til Lands og til
Søs. Altsaa intet opdaget! Mine Nerver dirrer af Uro, og jeg giver
mig til at vandre rastløs op og ned ad Gulvet inde i Pragtsalonen.
Op paa Dækket vover jeg mig ikke. En Opvarter spørger, om jeg
vil have Frokost; jeg ser paa Klokken; den er elleve ... I Morgen
ved denne Tid er vi fremme. Jeg svarer, at jeg ikke er sulten. —
— Her kunde jeg gerne slutte mit lange Brev. Thi
der ligger jo ikke synderlig Vægt paa, at jeg tilbragte hele
denne Dag i Uro, Frygt og bange Anelser med Nøglen til Clarys
Lugar knuget i min Haand. Der var tomt derinde; ingen vidste,
hvor tomt der var. Og dog var hun der fremdeles, overalt var
hun, og hendes anklagende Øjne fulgte mig paa min Vandring op
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
