Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Julelæsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
Julelæsning. 72
i det store" og „springer det menneskelige over, skønt der alene
er Frelse i det." Oppe i Storbyen regerer Hr. Holger, — et
Pragteksemplar af dem i vor Tid, der tror, at der kun kan komme den
største Sum af Liv og Lykke og Kultur tilstede i Verden, naar det
alt samles paa enkelte Hænder ... i Overensstemmelse med det
udfordrende Ord, som ogsaa gælder overalt i Naturlivet: „de, som
meget har, dem skal gives endnu mere". For ham er det en Pligt
og et Kald, at vogte om de store Personligheders Raadighedssfære
overfor alle demokratiske Lighedsbestræbelser, og han
kommanderer med rolig Bestemthed „Kanonerne op" imod al Rejsning fra
de tjenende Underklasser. Nede blandt Kløftens Befolkning gaar de
voksende Fordringer til Livskaarene Haand i Haand med de
utopiske Lighedskrav, der er arvede fra Revolutionen, og — som altid —
er der humanitære Sværmere, der vil lægge Retfærdigheds- og
Freds-riget fra Himlen over paa Jorden og tilmed straks paa Timen, og do
giver Bevægelsen Religionens Indvielse. Desperation og Misundelse.
Hunger efter Ret og Drømme om Menneskehedens Lykke ... de
hober tilsammen Sprængstof under Samfundsbygningen. Men
mellem begge Parter gaar en eneste Kvinde om blandt alle disse Mænd;
hun hører paa „Regnestykkerne i det store" fra begge Sider, men
de rører hende ikke, ogsaa hun har — som hun siger til sin
Broder — Følelsen af det grænseløse i sig, men kun som et helligt
Gys, hun flyr for; thi hun har „Rædsel for det umenneskelige".
Hendes Hjerte er baade hos Elias og Bratt og dem nede i Kløften
og ogsaa hos Holger, som hun er nærved at elske, og hun ser
blot det menneskeligt nære og holder sig til det. „Naar det onde
skal kvæles derved, at endnu mere ondt saas, hvor skal saa det
gode gro?" siger hun til Militæret deroppe. „Naar Godheden kaster
med Dynamit, hvad er saa godt og hvad er ondt?" spørger hun
Minesprængerne. Midt i den voldsomme Spænding af Ret mod
Ret baade indenfor Samfundet og Samfundene imellem, som vi
Dag for Dag kun ser stramme sig fjernere fra enhver Løsning, —
dér har hendes Kvindehjerte kun ét Raad at byde, for at lokke
Vaabnene ud af alle Hænder, i sin Simpelhed ogsaa det eneste
mulige: „Der maa nogen begynde med at tilgive".—
Dette er Digtning af den Slags, som virkelig kan være Livets
Brød for sin Samtid. Her er det Mellemværende, som er vore
Dages store Sisyfosarbejde og om Natten rider som en Mare med
onde Drømme, — det er her digterisk omformet til levende
Mennesker og anskuelig Handling, saa vi kan se i Øje og faa Tag paa,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
