Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Julelæsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
Julelæsning. 74
Sang og den aandelige Arv, de har taget med fra Forældrene og
Oplevelserne i Hjemmet. De er, baade Elias og Rakel, begge af
samme forfinede, halvt overjordiske Væsen som Faderen; deres
Nerver er som uden Overhud, ligger blottede og saarbare for alle
Indtryk i en Grad, som gør udygtig til at leve, og deres Ønsken
og Higen er strakt fremad med en saadan Styrke, som om Brystet
skulde sprænges eller Vinger vokse ud fra Skuldrene. Det er, som
begges Sjæle manglede udenom sig den tunge, inerte Masse, der
hedder „Kødets Klædebon", og i hvilken alle Indtryk sløves, alle
Sindsrørelser afstumpes; de er helt og ene Sjæl, begge to. Rakel
gaar helt op i Kærlighed til alle Mennesker, hun kommer i
Berøring med, men Elias drages af sin arvede Trang til det
grænseløse, det, der er „over Evne", helt ud paa Umenneskelighedens
Veje. Men i et Par vidunderlig smukke Replikker tilstaar de to
Søskende for hinanden, at der var noget i Livet, de begge to ikke
flk, og nu er der, midt i det største, Stunder, hvor de bare længes
efter det. Overordentlig fint er her Fingeren lagt paa et afgørende
Punkt; thi det er oftest de Kræfter, som ikke har faaet Anvendelse
indenfor Familiens naturlige Omraade, det er oftest dem. der naar
op imod det overmenneskelige eller forvildes ud i Umenneskelig
heden.
Bjørnsons sidste Bog vil indprente den simple, ligefremme
Godhed, den snævre Menneskelighed ligefor Haanden — imod dem,
der ofrer det nære Kærlighedsbud for vide Planer og store Ideer
og gennem det visse, nærliggende ondt tror at kunne skabe megel
godt ude i det fjerne. Den taler herved enkle, indtrængende Ord,
hvori der er noget af Bjærgprækenens grundmenneskelige Aand.
Men samtidig faar Digteren Læserne til at betages — lige saa meget
som Holger eller Bratt — af de store sociale
Retfærdighedsspørgs-maal og til at lokkes af selve den Sværmeriets Længsel ud over
Grænserne, der saa veltalende skildres som Sprængningsmagten og
Drivkraften i alle Samfundsbevægelser.
Og disse store Stemninger og Tilskyndelser, som „Over Evne’
efterlader, overskyller næsten ganske Indtrykkene fra alle de andre
Bøger og bliver tilbage som Hovedudbyttet, naar man afslutter sin
Julelæsning for i Aar og gaar ind i det ny Aars Møllekværn.
Vald. Vedel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
