Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Viggo Stuckenberg: En Smule Trosbekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
En Smule Trosbekendelse.
Og maatte mange falde
for Livets grumme Prøve,
forgaa som Blændværk, blive Støv,
mens nye, større satte Løv, —
jeg gemmer paa dem alle.
Thi tog jeg fejl i meget,
der randt dog fra mit Hjerte
en Draabe Blod i fejlest ld,
... ak, Hjerteblod! ak, Ungdomstid!
da lykkelig jeg leged!
Fik vi saa grumme Hænder,
at frejdigt vi kan skære
det halve af vort Hjerte ud,
fordi det bar en anden Gud
end den, vi nu bekender?
Jeg har ej Raad at miste
den mindste lille Time,
der bar sin Skærv til den, jeg blev!
hver Fryd, hver Spot, hver Tant, jeg drev,
jeg gemmer til det sidste!
Kald mig kun fattig, Ven!
jeg har ej Raad at angre
min Ungdoms kaade, blinde Spot,
min Ungdoms Spring blandt skønt og raat,
min Ungdom! Ungdom! ... Ven!
II.
Og skulde jeg fælde den Tid, der gik,
som klingende Tomhed, som falsk Musik,
jeg maatte vel være et Vildmandsskarn,
der aad af Hunger sit eget Barn!
Saa meget, jeg ved, fører Livet med,
de Tanker de ejer ej blivende Sted,
hvad klarligt straaler som Sandhed i Dag,
det falmer i Morgen som taabelig Sag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
